Jeg vandred ene mellem Ranker
fjernt i det skjønne Donauland,
og kyssed tidt med Længselstanker
Ringbaandet om min Gyldenbrand.
— Ak, om du til min Arm dig lænte!
Se denne Egn, hvor underfuld!
Et Maleri, der vel fortjente
at fattes i det pure Guld!
Den dyre Ring med Tryllenavnet,
jeg strøg forsigtig af min Haand,
og mens jeg dobbelt følte Savnet,
jeg kigged i dens Cirkelbaand.
Dèr stod nu i den runde Ramme
Bjerge og Dale, Skove, Byer,
den krumme Flod med Seil og Pramme
og Luftens Blaa med hvide Skyer.
Og over dette Farvemyller
der straaled ind fra Kredsens Rand
et Skjær, som, medens det forgylder,
smelter dem sammen i sin Brand.
— Fuldendte Billed! Jord og Himmel,
i Skjær af Elskovs Gyldenpant,
og hegnet af en Straalestrimmel,
som Troskabs-Løftet sammenbandt!