I. Sangen om Kong Snie. —
En Kjæmpehøi ved Fjorden med Stensætning staar,
dens Grønsvær bespiser de uselige Faar;
der gravsattes for evig den Tid, da Sværd mod Sværd
i blodig Kamp blev krydset for Kvinders Dyd og Værd.
Det var mens Longobarder monne Sjølund bebo
og pløied Sundets Bølger, ei Sletterne om Po,
ei havde smagt Oliven og Rugbrød sig skar, —
Kong Snie, hin unge, Danmarks Krone bar.
Af Skabning var han deilig, dertil uforsagt,
Gulland og Skaane havde sit Sværd han underlagt;
dog sygned Heltens Hjerte baade ved Dag og Nat,
til Sverigs fagre Dronning var hans Godvillie sat.
En fuld-tro Sinde det Ærinde han gav
hemmeligt Bud at bringe. Med Pose og med Stav
i paltuge Klæder han tiggede sig frem,
til Opsal han naaede, Dronning Syred hendes Hjem.
Og som han dèr ved Porten veimødig sad,
det hændtes, at Dronningen fulgtes just til Bad;
den gavmilde Frue nægted hannem ei
en Almisse; han hvisked: „Kong Snie elsker dig.”
Den høibaarne Dronning en Mine ej fortrak;
men da hun kom tilbage og gik i skjæmtsom Snak
med Ternerne, den Stodder hendes Svar vel erfoer: —
„Jeg elsker den, mig elsker”, faldt Dronning Syreds Ord.
Morgendagen derefter, Fru Syred gik i Bad,
atter den gamle Tigger ved Borgleddet sad; —
han fremstrakte Haanden, og Gaven var bered,
da mumled han i Skjægget: — „Elskov vil vide Sted.”
Den ædelige Dronning tavs og stolt gik bort;
men da hun kom fra Badet — det vared ganske kort —
han hørte hende sige til en af sine Mø’r: —
„Ved Jævndøgnstid jeg tænker, vi er i Bøckerør.” —
Ved Vinterjævndøgns-Tide saa høit op mod Nør
som udi Opsals Rige det gamle Bøckerør
at gaa i Bad om Aften, tilmed ved aaben Strand —
man saae vel nuomstunder hverken Viv eller Mand.
Men Sælsyn er Meget, som i hin Tid var Skik: —
Dronningen sagde dristig, hun ud at bade gik,
helt hastelig hun traadte paa Grønsværets Græs; —
da laa den danske Konge hans Drage under Næs.
Bredt spiilte den sin Vinge, saa snart hun var ombord,
Dankongen den høie selver stod ved Ror,
men i Søguttens Hænder blev Styre-Aaren lagt,
da i rum Sø han havde ført sin kostelige Fragt.
Snart plasked i dens Kjølvand Opsals Drage-Kuld,
dens Jærnskjæl glimted i Morgengryets Guld;
saa kjæmped de om hende syv samfulde Aar,
da fik den Drot af Svea tilsidst sit Banesaar. —
Naar sorgfuld du vandrer ved Kjæmpehøien her,
og dens Stensætning gløder i Solbjærgnings-Skjær,
dens Gravrøst dig melder: — saa hented man dengang
sin Viv fra Fjendehuse. — Det er Kong Snies Sang.
II.
Gravsat er Kjæmpetiden med Sværdets aabne Dyst:
Den Kamp, der nu skal strides om dig, ublodig, tyst,
sin Valplads har kaaret dybt i dit eget Sind,
og saarfaste Skygger træde i Skranken ind.
Ei tør jeg bryde Kredsen, saa lidt jeg end er ræd,
maa ei min Villie sætte i dine Villiers Sted
og Alt, hvad jeg magter, om saa vort Liv det gjaldt,
det er at fordre Intet og glad give Alt.
Vel hedder det, at Ingen har større Kjærlighed
end den, som gjærne Døden for sine Venner led;
men jeg vil leve Livet, det kjedsomme Liv,
for dig, selv om aldrig du blive tør min Viv.
Saa frygt ei at miste, hvad du alene har,
og forsk kun i din egen Samvittighed om Svar!
se, Skov og Fjord har hegnet dig et Enebo her,
som Verdens Virvar-Stemmer aldrig kommer nær.
Og Ingen tør dig raade, og Ingen kan dig spaa:
Spørg Fiskene i Sunde, spørg de Skovfugle smaa;
stumme ere de Fiske, i Fjorden mon gaa,
og hvad en Fugl kan kvidre, har vi glemt at forstaa.
Der var vel de Dage, da op fra Søens Grund
vise Havfruer stege med Sandsagn i Mund;
der var vel de Tider, man blev af Fugle klog,
og Trækronernes Susen var Gudens Varselsprog.
Svundne ere de Tider, Naturen synes tom,
dens Guder flygted indad til Sjælens Helligdom;
derfra maa en Stemme dig sige: Det du bør!
og derfra maa den raabe den stærke Røst: du tør.
Men selv om kun. den hvisker sagtelig sit Nyt,
du vil nok høre Ordet, her er saa tyst og lydt,
og Ekkoet vil gribe det under Bøgehang,
og Kilden, som vi drak af, vil laane det sin Klang.
Og mellem Siv og Stene paa Stranden, hvor vi sad,
vil Smaabølger nynne hvad Løv og Kilde kvad,
ja, den ensomme Kæmpehøi — jeg tror, den finde vil
et ældgammelt Omkvæd, som føier sig dertil.