Forleden Morgen gik min Gang jeg i det Grønne,
Og dvælede der taus ved meget af det Skjønne.
Da faldt mit Øie paa to sammenslyngte Blade,
Der eensomt paa en Qvist, fjernt fra de Andre sade.
Det var som hvert et Pust, der ruskede i Løvet,
Indjog dem heftig Skræk og gjorde dem bedrøvet.
Saa frygtede de for, at næste Vindpust vilde,
Hvad nu forenet var, grumt fra hinanden skille.
Det var et yndigt Lyn, jeg veed kun eet dets Mage:
Naar Sødskende staae Arm i Arm i Sorgens Dage.