Regnen synker, Stormen fløiter,
Strandens Maager vildsomt flye;
Havet koger, Bølger sprøiter
Skummet mod den høie Sky.
Uden Seil og uden Master,
Om dets Boug de stolte Ræer,
Tumles Skibet hen og haster
Villieløst mod fjerne Skjær.
Tæt ved Stavnens Bryst det kolde
Staaer dets Fører uforsagt,
Alle hans Matroser holde
Uafbrudt, aarvaagent Vagt.
Stakkels Folk, de vil desværrre
Neppe naae det kjære Hjem! —
Lad os bede til vor Herre,
At han vil bevare dem.