Hør mig Skov og Mark og Fjeld!
Mig, som her sidder eenlig og synger paa Tuen;
Endnu er det ikke Kveld,
Endnu varm skinner Solen, som Luen.
Endnu, Lam! I trippe maa,
Endnu lidt maa I, Kidlinger! danse og springe;
Ind i mørke, muret Vraa
Var det Synd Eder tidlig at tvinge.
Tvingsel gjør jo uglad og tung;
Jeg, som selv endnu kun er ung,
Frihed mig for Alt er kjær;
Danser, Børn! mens jeg synger nu her!
Du, som hist af mørken Ur
Kiger frem, skuer ned fra de højeste Bjerge!
Lig der længe nok paa Luur,
Vaagen her seer du den, som skal værge;
List dig, kom kun, om du tør!
Jeg skal skrige, saa Folket skal høre mig hjemme;
Riflen hænger over Dør,
Den og Trommen dig, Bamse! skal skræmme.
Jaget over Bjerg, over Dal,
Modig Tungen hænge du skal;
Ingen Bojgd dig give Ly; —
Hen ad Hekkenfeld til skal du flye!
Du, som under Skyen vidt
Flyver om for at finde til Ungerne Føde!
For din sorte Klo saatit
Maatte Lammene skyldløse bløde;
Hid du stirrer kun omsonst,
Her kun Harm du maa høre, hvor Bjælderne klinge;
Her forgjæves er din Kunst,
Sæt kun andensteds hen med din Vinge!
Rævens Unger — hold dig til dem!
Den har mange — fire til fem —
Lad dem døe, det lumske Pak!
Og med dem til din Fjeldrede gak!
Saa skal jeg og mine Faar
Kunne vandre omkring her i Dalene trygge;
Naar i Middag Solen staaer,
Under Buskene finde vi Skygge.
Græsset voxer som en Skov
Der i Skyggen, hvor Draaben af Løvet det feder;
Markens Skaber være Lov!
Overalt han sin Godhed udbreder.
Brænder Tørsten, Elven er der,
Hisset vore saftige Bær;
Myren staaer af Multer rød,
Tuen sortner, med Blaabær bestrø’t.