Frisk op, min Sjæl! vær stærk og fri!
Gud Herren staaer dig naadig bi,
Hvor kan du da forsage?
Du skuer det jo klarligen,
At han dig ledte varligen
I alle Livets Dage.
Frisk op, min Sjæl! vær stærk og glad!
Hvad kan det ængste, om der sad
En Torn blandt Roser mange?
Frisk op, min Sjæl! sjung lystelig
Og sku kun fremad trøstelig
Paa Livets dunkle Gange!
Frisk op, min Sjæl! hos dig er Gud!
Og skyldfri Glæde er hans Bud;
Ifør dig Glædens Smykke!
Lad Haabets Kranse grønne sig!
Med Spot skal Haabet lønnes ej,
Kun fast paa Gud du bygge!
Ja, byg paa ham, hvis Almagt staaer
I Vintrens Iis, paa Rosens Vaar,
Med lige Klarhed tegnet;
Hvis Viisdom uudgrundelig,
Hvis Naade saa miskundelig
Er end, hvor Kraften blegned’!
Ja byg paa ham i Fryd, i Sorg,
Og elsk ham som din Trøstens Borg;
Da skal du det bekjende:
At svag er Jordsens Herlighed,
Men frejdig er Guds Kjærlighed
Og salig uden Ende!
Frisk op, min Sjæl! vær ung og stærk!
Du skuer jo Guds hele Værk,
Du føler jo hans Naade!
Elsk ham, og elsk hans Skabninger!
I Kjærlighed ej Tabning er,
I Tillid er kun Baade! —