1. Ondt ofte lider den Fiskermand,
Som ud maae fare, før Hanen galer,
Al Dagen pladske i kolde Vand,
Paa Hiem ei tænke, før Solen daler,
I vaade Trøie,
Sneedriv i Øie —
O, sad I der, I guldklædte Høie!
I andet fandt.
2. Dog, snar gaaer Dagen, og alting let,
Og Kniv ei hviler paa Madding-Brædt,
Og Fisken op efter Snoren dandser;
Da spares Arme
At bankes varme,
Madkisten glemme de tomme Tarme,
Som skrege før.
3. Saa mangt nu tænker den Fisker paa,
Mangt med sig selv nu han monne snakke:
I Aar skal Jorddrot mig lade staae,
I Aar ei kastes jeg ned for Bakke,
Det har ei Fare,
Nu faaer jeg Vahre,
I Aar skal Fogden min Gryde spare
For Skat og Told.
4. God Hustrue hiemme seer ud igjen;
Det qvælder tidlig, og kold er Stuen,
I Krogen setter hun Rokken hen,
I Asken rager, giør Ild paa Gruen;
Tung op fra Stranden
Ind stamper Manden,
Tre vaade Trøier, en efter anden,
Han slænger hen.