Sænk over Emma’s Klager ned
Dit hulde Slør, o stille Eensomhed,
At hendes Taarer ved din Vennebarm
Af Glædens Børn uhaanede maa rinde,
At hun hos dig den ømme Trøst maa finde,
Som søges kun omsonst i Daarers Larm!
Min Bane er en vildsom Ørk,
Som Midnatstimen er min Himmel mørk;
Mit vaade Blik ei skuer mindste Vraa,
Hvorover Haabets mindste Dagskier glimter,
Og overalt, saavidt mit Øie skimter,
Forladt jeg mellem Torne seer mig staae.
Nys gik blandt Roser hvert mit Trin;
Thi nys var Elskovs hele Himmel min,
Til troløs Carl sit givne Løvte brød,
Og spøgte fræk med hiine dyre Eeder
Om Gud, og jordisk Held, og Saligheder,
Og Veemod i mit glade Hierte giød.
O Carl! jeg ei kan glemme dig;
Endnu dit kiære Billed følger mig.
I Drømme og med vangent Taareblik
Jeg tit mig kalder hine lyse Dage,
Vor ømme, skyldfri Elskovs Vaar tilbage,
Naar Arm i Arm til næste Krat vi gik.
Ei drømte jeg, af Glæden varm,
At Falskhed kunde trives i din Barm;
At Eeden, som du svor mig til, var Tant;
At kold og følesløs du kunde svige
Din ømme, dig endnu hengivne Pige,
Som i dit Smil sin hele Himmel fandt.
Dog, fra din Eed jeg løser dig:
Bliv med en Andens Hierte lykkelig!
Dog slaae ei der din Eed i Glemsel hen!
Lad ene mig dit Letsinds Offer være!
Lad ene mig min Kummer haabløs nære
Til Gravens blide Engel hæver den!
Frankenau.