Vaarduft svæved’ om Bierg og Dal i lange Strækning,
Elskov tonede Nattergalens unge Fløite,
Elskov rislede hver en Bæk, og kyssed’ Blomstret.
Elskov susede milde i hver en lysgrøn Trætop.
Sorgen hasteilig svandt ved Morgensolens Straaler.
Søde Ahnelsers Tryllerøst fornam jeg henrykt.
Op! saa hviskede den, i Dag Meloda vandrer
Hen i Amor’s den Myrthelund til Rosenbusken,
Offerkrandse hun yder Glædens Giver Majus.
Hendes smilende Blik en dobbelt Vaar dig skienker.
Og jeg vandrede did; mig Drømme venlig fulgte.
Ved et underfuldt Syn jeg snarlig her blev vækket.
I den hvælvede Lund jeg saae to glade Drenge,
Guder lige i Glands. Med lette Flugt de spøgte.
Hastig kiendte mit Blik den sikkre Buefører,
Og de straalende Vinger mig røbed’ favre Zephyr.
De greb fat paa hinanden, og skuffed’ muntre Fugle,
Ind i Reden de smutted’, og peeb som spæde Unger,
Og, naar Moderen kom beængstet, loe de begge,
Hurtig flagrende bort. Jeg skiulte mig paa Hindens
Løvomskyggede Leie, der jeg lytted’ paa dem.
Og til duftende Zephyr lød nu Amors Tale:
”I den hastige Flugt du bær med Rette Prisen,
”Men hvo seirer af os i Løb paa grønne Slette?
”Hurtig Vingerne ned, og Hælen høit i Veiret!”
Nu de ilte afsted, og under deres Fødder
Blomsten bøiedes neppe; men omsider snubled’
Amor, segnende hen paa bløde Græs. Han raabte:
”Atter vandt du, din Slemme! sæt dig nu derhen i
”Rosenbuskenes Skygge, mens jeg om din Tinding
”Slynger Seierens Krands. Men hvo er det, som vandrer
”Hist saa grundende frem i Myrthelundens Halvlys?” —
Høit mit Hierte nu slog, og neppe drog jeg Aande. —
”Seer du, ”blev han da ved,” o! seer du hist den Pige
”I Uskyldigheds Himmel-Glands! — Ved Styx! Aglaja,
”Ja, Aglaja, den yngste Charis kommer til os.
”Tys! vi vil i en Hast adsprede hendes Grublen.
”Om du finder mit Paafund viist, da hielp mig trolig!”
Jeg mig nærmere sneeg, af tætte Grene dækket,
Og nu lagde sig Skelmen dybt blandt tykke Græsstraae;
Zephyr strøede, tusendviis, ved sagte Pusten,
Rosenblade paa ham. Hans Grav var idel Vellyst.
Og nu Gratien kom didhen i dybe Tanker,
See, da snublede hun. Med Latter sprang da Amor!
Op af Løvet i Hast. Bestyrtet løb den Favre.
”Hulde Charis! hvorhen?” — saa raabte han og rysted’
Sine Vinger — ”hvorhen? — du flyer dog vel ikke
”Mig, Urania’s Søn! o du, som er min Moders
”Evig unge Veninde!” — Uophørlig løb dog
Hun, den Favre, derfra; hun hørte ei paa Guden!
Af Vildfarelsen smiilte jeg, og strax jeg traadde
Hen i Veien for hende med aabne Favn. Bedøvet
Pigen ilede til min Barm; — det var Meloda —
Og jeg røvede hende det første Kys. O Amor!
Og du listige Zephyr! o haver Tak, I Guder!
Bort de spøgende fløi; — men jeg nu henrykt vandred’,
Arm i Arm med Meloda, hiem til stille Dale.
Længe Hyrderne har ved dette Sagn sig frydet.
Sander.
