Overgiven glad paa lette Vinger
Flagrer du fra Rose til Jasmin,
Elskovs Kys fra Blomst til Blomst du bringer:
Vevre Kryb, hvis Lod er skiøn, som din?
Maiens purpurskiønne Morgenrøde
Kaldte dig til Liv af Intets Skiød:
Snart, naar Vestens Aftenstyer gløde,
Dagens sidste Glimt dig skuer død.
O! din korte Levealders Glæde
Nyder du til sidste Aandedrag,
Ei du kiender Mismods tunge Kiæde,
Føler ei til Skiæbnens Tordenslag.
Kryb! du skuer Intet uden Sommer;
Thi dit muntre Liv, som den, er kort:
Før den skarpe, kolde Høstvind kommer,
Kaldes du ved Zefyrluftning bort.
Kunde Jordens Søn saaledes segne,
Før hans glade Siæl af Kummer veed,
Før hans Barndoms favre Roser blegne,
Før hans Lykkes Soel gaaer evig ned!
O! men ofte seer han den at dale
I sin skyldfrie Alders lyse Tid;
Lad dig ei hans tunge Skiæbne male,
Tak din Skaber, Kryb! at din er blid!