Rasmus Frankenau (1767–1814)

Jeg aldrig blandt den Trængsel var,

Som løber Storm til Ærens Trappe;

Og om jeg Ryggen krummet har,

Det var — for i mit Kruus at tappe.

Tit har jeg ønsket, ved mit Kruus

jeg kunde alle Folk ophøie;

at, hvis jeg snubler af min Ruus,

jeg ingen skulde Ondt tilføie,

Den samme Skik og Lov antag,

O Du, som over Skiebnen klager!

Da kortes Dig den lange Dag,

Selv om Du vandrer mellem Plager,

Giør hver Mand Ret, giør Armod Vel,

Din Ven og Pige sviig Du ikke:

Dit Lod da bliver Ro og Held;

Med Glæde Du Dit Glas kan drikke.

Men skulde Du engang afsted

Fra Leeg og Lyst og os bortvandre,

Til Lethes Strand tag Flasken med,

Gaae rask ombord med alle andre,

Drik Charon til, saa Stymperen

Ei mere Syd fra Nord kan skille;

Styr Coursen hiem; vi Dig igien

Med fulde Glas modtage ville.