Klosteret
(efter Matthisson)
(efter Matthisson)
I Vesten Skyens Purpur taber sig
af Eeges Mørke Maanen klar sig hæver,
i Lyngen sukker Vinden klagelig,
og over Engen Elledandsen svæver.
Fra bratte Forbierg, giennem Aft’nens Duft
en Taage liig, imellem Hav og Luft
Eilandets hvide Klipperad man skimter.
Det øde Abbedies Taarne sig
hist rædsomt i det blege Lys fremskyde,
op over kratbevoxne Klippeviig
hvor Havets matte Bølger huult sig bryde.
Hvor svøbt i Epheu Domportalet staaer,
hvor Almes Løv en hellig Skygge sprede,
i Maanens fulde Straale Tungsind gaaer
sig mellem slunkne Grave Trøst at lede.
Nu Tidslen hist i Tempeldøren groer,
som Uglens Flugt alt længe meer ei hemmer,
bag Taxe kneiser her det høie Kor,
hvis Billedarbeid’ Svalens Yngel giemmer.
Knap af en levnet Rude hist og her
i Sakristiets skumle Vinduesbuer,
en Rest af gothisk fromme Prydelser
Glasbrænderiets tabte Konst man skuer.
Det høie Alter skiult i visne Straa,
dets Trin af Knæfald hule, Vidne bære
Hvor ofte Serafim har lyttet paa
naar Andagt offred’ her til Almagts Ære.
I Spindelvæv er Skriftestolen skiult,
og Vinden kun i Domen eensom suser,
ei længer Orglet majestætisk huult,
den høie Tempelhvelving giennembruser.
Man intet Marmorbilled’ længer seer
mod Offerduftens Viraksky at smile,
ei jubelfulde Hymner lyde meer,
og hine Bedende i Graveri hvile.
Med Veemodsglands i denne Dæmrings Skiød
en hellig Lampes matte Flamme svæved’
naar sødt ved Midnat Pigers Korsang lød,
og Hjertet over jordisk Tant sig hæved.
Da deres Siæl af Sandsers Tryllebaand
og Kummers Lænker drømte sig at drage,
og hist, i evigt Lys, af Almagts Haand
alt Giengields dyre Krone at modtage.
Taus blev naar Klokken slog, Enhver som bad
fra Lysets Riger Tanken atter daler,
langs med Hallens hvide Gravsteenrad
forsvandt i Mørket Rækken af Vestaler.
Sømanden, naar Orkaner forestige
dem varslende om Domen seer at svæve
i mat, og bleglig Flammeglands de gaae,
og deres Slør liig Meteorer bæve.
Selskabeligheds hulde Blomsterbaand,
o Piger! aldrig Eders Fied har lettet,
i Livets Rosenalder Skiæbnens Haand
kun visne Kummerskrandse Eder fletted’.
Hint Modernavn, for et Naturens Røst
endnu ufravendt, utilsluttet Øre
en himmelsk Harmonie, ei Eders Bryst
til salig Følelse har kundet røre.
Alt trued’ Undergang og sikker Død
da Skiæbnen Eder Slørets Lod bestemte,
den Aand, som sig maaskee i Eders Skiød
til Luthrer og Timoleoner giemte.
Hvor mangen fyrig Heloise dog
som Pligts, og Elskovs Kamp i Graven sænkte,
med Dødskval her, til sidste Suk hun drog
sig mellem Gud og Abelard betænkte!
I, nu det vilde Ukruds øde Hiem,
den skumle Korsgangs moosbevoxne Zeller!
blandt hvis Ruiner Skygger svæve frem
som natlig Vandrer skiælvende fortæller.
Bag Eders Mure Ungdoms blide Huld
endnu før Rosens fulde Udspring døde,
og over hine Martyrinders Muld
ei Elskovs varme Afskeedstaarer fløde. —
I Kløftes Moos paa Bernhards vilde Top
sig Alperosen ofte eensom dølger,
useet, ved Stormens Vælde rykket op
dens Purpurkrone døer i Strømmens Bølger.
Ved Klostertaarnet slumrer deres Leer,
hvor Uglen sky paa lade Vinger svæver,
hvor ingen hellig Lampe straaler meer,
men fælt blank Røret Gøglelyset bæver.
Her Rosen iført Uskylds Klædebon
hver fordums Vaar sit Giemme saaes at bryde,
og Myrther fredede af Venskabs Haand
blant Rosmariner Gravene at pryde.
Legenden siger, at i Aft’nens Luft
en Lyd som Engletoner tit man kiendte,
fra hver en Grav opsteeg en gylden Duft,
og hellig Glands om hvert et Minde brændte.