Fra Donaus Bord, og Kajserstadens Vrimmel
min Harpes Tone streg mod Nordens Himmel
og sang vor yngste Søsters Bryllupsdag;
kun sparsomt Lykkens Haand mit Liv betænkte
dog yded’ jeg hvad karrig den mig skiænkte,
et broderkierligt Harpeslag.
Da tumled’ jeg paa Skiæbnens lumske Bølger,
endnu Orcanen mine Fied forfølger,
end ingen sikker Havn mit Øie seer;
dog vil jeg Glædens korte Havblik nytte
med kierligt Øre til min Sang i lytte
maaskee den snart ei lyder meer.
Min Faderstad har nok af Mænd med Hierne,
min Pligt og Villie skiænker den mig gierne
thi uden mine Evner tryg den staaer,
bag Norges gamle Graner Nornen vinker,
og skiønt en Taare i mit Øie blinker,
jeg kvæler den som Mand, — og gaaer.
Amalia! fra spæde Barndoms Dag
vi lagde Livet Haand i Haand tilbage
nu byder Skiæbnen os at skilles ad;
mit Øie nu med dobbelt Glæde skuer
dit Aasyn blusse varmt af Hymens Luer,
sligt giør mig Afskeedstimen glad.
Da Skiæbnen mig ad Bøhmens Bierge førte
med stille Fryd jeg Rygtets Varsel hørte:
Amalia har valgt en ædel Mand,
og da ved Spree saa længselfuld jeg tøved’
hiin Tordenstemme al min Fryd mig røved’:
”hans Velfærd staaer paa nøgen Strand!”
Dog han som i det Høie Skiæbnen veier,
som salig Trøst mod alle Taarer eier,
og er sin hele Skabnings hulde Ven,
han lønned’ faderlig din Elskers Møie
og fulgte ham med kierligt Forsyns Øie
fra indisk Zone hiem igien.
See Hymens Alterflamme Eder smiler,
o, snart din Haand i hans for evig hviler,
gid disse Hænder sildig skilles ad!
en trofast Broders Varsel med du tage,
den trøste dig i fierne Fremtids Dage
hvis Skiæbnen viser dig sit mørke Blad!
Skiønt Verden end lykønsker dig som Kone,
tro ei at Ægtestand er Lykkens Trone,
at Hymen skiænker evig blide Kaar;
med Lidenskab dit Hierte aldrig haabe,
og ei du skal om Hielp fortvivlet raabe
hvis Haabet i en Storm forgaaer.
O, stor er den som giennem Livets Farer
paa Hav og Land sit kiække Mod bevarer,
og trodser Elementer liig et Field;
men større hvo med Lidenskab kan kiæmpe,
og Sjælens vilde Storme veed at dæmpe,
ham straaler Jordens beste Held.
Fuldkommenhed blev ei vor Lod herneden,
og stundom ryste mørke Luner Freden
der hviler over gode Siæles Vei;
du med din Mage kierlig overbære,
igien mod dine Feil han skaansom være!
og eders Fred forstyrres ei. —
O, haab at Skiæbnens Vink, før Dækket falder
mig til min Fødestad tilbagekalder
i din, og flere Ædles hulde Favn;
at inden vore Dages Aftenrøde
vi atter glade kan hinanden møde,
og glemme svundne Tiders Savn.
Og nu — en Gave burde jeg dig yde,
og dig som Brud et festligt Offer byde,
hvis ei en karrig Lykke sagde: nei!
og, dog et Mindetegn din Siæl bør have,
vel! tag din Broders Hierte for en Gave!
thi Guld og Rigdom har han ei.
Af ømme Taarer stoppet, Strengen bæver,
et stille Suk fra Hjertets Dyb sig hæver:
”lev med din Mage evig lykkelig!
og, skal vor Fremtid uden Giensyn svinde,
saa levner mig kun dette ringe Minde:
”hans Hierte kiendte ingen Svig.”