Romance
1794
1794
Fuldmaanens Glands i natlig Stund
bestraaler blid den tavse Lund,
alt slumrer trygt, kun Axel vaager,
og rider fro i Nattens Taager;
”gaae, synger han, min Fole, gaae!
i Morgen skal mit Brøllup staae,
jeg næste Midnat, Kuldens Harme
skal trodse kiæk i Berthas Arme.” —
Og dybt i Lundens mørke Skiød
han hører Harpeklang saa sød;
i festlig Pragt, med Epheukrandse
der Ellekongens Terner dandse;
som Fjeldets evig friske Snee, —
var deres favre Dragt at see,
som Engens Giøgleflammer bæve
med Lethed, Arm i Arm de svæve.
Nu een mod Axel nærmer sig,
”tom Ridder træd i Dands med mig!
din skal hiin blanke Hielm da være,
Med Held du stedse den skal bære.” —
”ei kan jeg dvæle, Hanens Gal
snart Morgenrøden varsle skal,
Mig venter Brudeblus og Glæde,
i Dands Jeg skal som Brudgom træde.” —
Hun gaaer, en anden nærmer sig: —
”kom’Ridder, træd i Dands med mig,
jeg denne Sadelgiord dig skiænker,
og varig Held i Elskovs Lænker!” —
”ei kan jeg dvæle, Hanens Gal
snart Morgenrøden varsle skal,
mig venter Brudeblus og Glæde,
i Dands jeg skal som Brudgom træde.”
”Nuvel, saa svarer Ternen riid,
men Ridder, først din Skiæbne viid!
ei næste Morgen dig skal fryde,
for Elskovs Lyst, du Qval skal nyde; —
hun rører ved hans blanke Skiold,
”værn ham ei ham mod Fienders Vold!”
hun rører Sværdet ved hans Side:
”paa fremmed Rustning ei du bide!” —
Nu Axel reed, fra vildsomt Krat
en Ridder greb hans Tøile fat,
”stands Røver, Skiold med mig at prøve,
siig hvi min Brud du torde røve?” —
og Axel greb sit Sværd med Hast,
men ak, som Kiærets Rør det brast;
omsonst han lader Skioldet møde
sin Fiendes Hug, for ei at bløde.
Snart skiult med Saar han sank til Jord
”o Ridder, hør mit sidste Ord!
”din tabte Brud Jeg aldrig kiendte,
”mit Hierte kun for Bertha brændte
”i Elledands Jeg ypped Kiv,
”thi spildes nu mit unge Liv;
”hvis vel du vil i Verden fare,
”tag dig for Elleqvinder vare!” —
Nu Nattens mørke Dæmring veeg,
i Østen Solen rødlig steeg;
fra Borgens Tinde Bertha skuer
mod Morgenrødens Purpurluer;
hist langsomt noget nærmer sig,
hun seer, og seer — sin Axels Liig,
hun skriger ”Axel! — Gud!” — og blegner,
og ned paa Tinden død hun segner.