Linas, en Landsbyeskiønheds Sang
efter et Besøg i Hovedstaden.
efter et Besøg i Hovedstaden.
Om Hiertet let, i Hu saa glad
min Aande frit jeg drager;
ei længer mig den qvalme Stad
med sine Dunster plager.
I Sandhed, den en Daare var
som først det randt i Sinde
en Stad at bygge, hvilken Nar!
og der sig slutte inde.
Der veed man ei af Majdags Færd,
af Høst og Leegestuer,
saa kiedsomt svinder Tiden der,
blant klafferlystne Fruer.
Man samles kun til Dands og Sang
og Skuespil, og Gilde,
og Giestebud, der mangen Gang
bekommer Mangen ilde.
Og deeles Tiden mellem Thee,
og Vaas, og malte Blade,
sligt kaldes, troer jeg Assemblee,
og sligt skal fornemt lade.
Nei, bedre i Naturens Skiød
at nyde sine Dage,
for ved nødtørstigt, dagligt Brød
sin Lykke heel at smage.
Derfor jeg munter er og fro,
at Skiæbnen mig bestemte
til, under landligt Tag at boe,
og ei min Tarv forglemte.
Her seer Jeg hver en Morgenstund,
Guds skiønne Soel at male,
den fierne tæt udsprungne Lund,
og atter klar at dals.
Jeg daglig kan til Skoven gaae,
for frit, og uden Hinder,
at høre Nattergalen slaae,
og ses hvor Bækken rinder.
Og hvis Jeg Søvn at gavne troer,
jeg Sopha kan undvære;
Guds grønne, blomsterklædte Jord
kan mig som andre bære.
Og om nu en og anden Gang
en langsom Time kommer,
jeg da fordriver den med Sang
om Ungdom, Roser, Sommer.
Snig saa mit Liv dig stedse bort,
jeg aldrig da skal klage
at Jordens Fryd var mig for kort,
ei ønske bedre Dage.