De fremfarne Dage
1798
1798
Der var en Tid da søde Drømme
ledsaged’ mine Ungdoms Fied;
min lette Baad saa sagte gleed
paa Phantasiens blanke Strømme:
min Banes Horizont saa klar
som Østens Morgenhimmel tindred’
ei mindste Uro mig erindred’
at kun en salig Drøm det var.
Et Paradiis af Idealer
en spendt Indbildning formed’ mig,
det uerfarne Hierte sig
saa gierne slige Scener maler;
min Ungdoms fulde Knop jeg saa,
og tænkte: naar engang den bryder,
den Millioner Roser skyder,
dens Torne ei jeg tænkte paa.
Jeg søgte Vished, for mit Øie
saa mangen herlig Væv man spandt;
tro gav man mig, hvad selv man fandt,
og let lod Barnets Siæl sig nøie;
snart som tordenrørt jeg saae
at Støvets Vished kun er Skygge,
at kun paa Dunst vi Daarer bygge,
og stedse efter Syner gaae.
Saa mørk jeg lod mig Lasten male,
”ei blot den myrder Siælens Fred;
”men Straffen følger i dens Fied,” —
saa lød min fromme Lærers Tale —
men, da med ældre Blik jeg saae,
jeg fandt at Straf kun rammer Daarer,
Men tung af Undertryktes Taarer
man Fyrster kan paa Siden gaae.
Jeg hørte Ordet Konge nævne,
og nynned’ ofte Navnets Priis;
jeg tænkte: han som Gud er viis,
og veed som Fader alt at jevne;
men nu — o, har Algodheds Bud
fremkaldt Cæsarer og Neroner
jeg tænker kun med Skræk paa Troner,
og end med større Skræk paa Gud.
Saa mangen Gang i hine Dage
jeg ønsked’ mig i Krigerstand,
for snart som Laurbærkronet Mand
den halve Jord i Skiul at jage. —:
men, siden Souwarow gav Ball
jeg stedse kun med Gysen triner
i Rygtets gyldne Heltetsal.
Jeg hørte Fredens Ord forkynde
af Kirkens andagtsklædte Mand;
o — tænkte Jeg — en salig Stand!
dens Tiener sikkert ei kan synde,-
men nu — jeg hører at for Guld
man Salighed og Aflad vinder,
at Kirken Troen renest finder
hvor Pungen er af Mammon fuld.
Jeg hine Drømme aldrig glemmer,
alt øsed’ jeg af Viisdoms Væld,
alt giennemforsked’ jeg med Held
Naturens meest forborgne Giemmer;
og nu — hvert Skridt jeg fremad gaaer,
en stadig Taage Øiet blænder,
ak, før sit Lys den Viise tænder
som Olding han ved Graven staaer.
Jeg stræbte frem ad Livets Bane
for snart at virke Brødres Gavn;
alt seer sig mangen tryg i Havn
som fulgte mig bag Haabets Fane;
tit fra sin Hyttes blide Fred
han hører Skiæbnens Vover suse,
at om hans Ven endnu de brus,
han i sin stille Krog ej veed.
Kun en blant hine drømte Glæder
end ei i Dunster løfte sig;
end huld Camoenen trøster mig,
naar frugtløs Sveed min Tinding væder,
end Haand i Haand med mig den gaaer,
skiønt Veien over Torne fører,
end Vilhelmine venlig hører
naar hendes Digter Strengen slaaer.
O søde Phantasiers Alder!
hvad gav din Vinge Lynets Fart?
hvad gjør at Sløret, ak saasnart
for dine Tryllescener falder?
o svæv dog atter til mig ned,
spred atter Lys paa mine Dage,
og skal jeg ubønhørt forsage,
saa røv mig din Erindring med!