Vesterfra han kommer i susende Trav,
Søen staar i Skum under Hovene.
Aftenhimlen gløder som rødgyldent Rav,
Trætoppe syder som et brusende Hav,
naar han stryger paa sin Flugt over Skovene.
Svøben kløver Luften i hvinende Slag,
Høstløvets luende teglrøde Tag
med de hastigt jagende Skygger
vælter han i Skovsøens Spejl med et Brag
og splintrer det i tusinde Stykker.
Nedad og opad og nedad paa ny!
Hovedkulds fra svimlende Højder
styrter han sig vildt over Land, over By;
gennem hvert Kirketaarns Glamhuller kry
som en uvorn Gadedreng han fløjter.
Snigende om Klokkernes Tusindaarsmalm,
djævelsk i Mørket han snøfter og hvæser,
løfter hist et Straatag og splitter dets Halm,
Tørverøgskyen, stinkende kvalm
ned i Skorstenspiberne han blæser.
Hæsligt han hyler i Nattemulmet — hør! —
gennem Telefonnettets Sistre,
knækker de bærende Master som Rør,
bakser lig en Samson med Portfløj og Dør
og ler ad de jamrende Filistre.
Havet, pisket op i et sydende Skum,
lyser fjernt derude mod det natdunkle Rum
i en kogende fosforhvid Stribe.
Tirret som en Søbjørn, Smerten gør grum,
kvaser det de tumlende Skibe.
Saadan gaar det fort, til det lakker ad Dag;
bag ham ligger alt i Ruiner.
Aandeløs tilsidst af sit rasende Jag,
bremser brat han Farten og tumler paa sin Bag,
glor paa sit Hærværk og — griner.
Kryber saa til Ro i den nordre Himmelegn,
mens Gryet pibler frem i den østre.
Trindt over Jord Ødelæggelsens Tegn!
Nu kommer Turen til Solskin og Regn,
de to barmhjertige Søstre.