Saa dybe vare de Skygger,
sig sammen om Danmark drog.
Vaaren var kommen. Men Ingen
lytted, om Lærkerne slog.
Derude groede de tusinde Liv,
den stigende Sol havde skabt.
Vi græd, for Tusinder andre
var gaaet i Vintren tabt.
Da rysted Luften af fjerne Drøn —
Vi studsed, spidsede Øre:
Den Kanonade havde en Klang,
vi ikke var vant at høre.
Solen brød frem. Det klarede op
til straalende Foraarsvejr —
Atter ruil ed det. Hørte vi ret?
Det lød som et Raab om Sejr!
Hvor kom den fra, denne Tordens
rungende, dybe Metalbas —?
Ovre i Vest laa Havet,
vor tusindaarige Valplads.
Dèr havde til da vi os hævdet
trods Nederlagenes Kaos —
Var det mon Sandhed? skulde vort Ry
ogsaa dèr tages fra os?
Saa var det. — Vor Fjendes „Bundsforvandt”,
der raaded ved Adrias Strande,
havde sendt sin Flaades Blænkere hid
at rense Nordhavets Vande.
Nu gled de i Flok og Følge
med slanke Master og Spryd,
svøbt i Skyer af Knlrøg
over Kimingen frem fra Syd.
Nærmere saas de — et Uhyggens Syn,
truende, morderisk:
„Schwarzenberg” og „Radetzsky”,
„Adler”, „Blitz”, „Basilisk” — —
Havet sortned. Germanias Ørn
krummed sin Klo i Standarten.
Ængstende Stilhed. Kun Stemplernes Slag
taktfast markerede Farten.
Dog se! Frem lysner i Strejf af Sol
Master og Rær af Taagen.
Smældende Splitflag i Rødt og Hvidt
melder, Dansken er vaagen.
Skummet sprøjter fra Bougen salt,
Søen gaar rullende hul — —
Vær hilset, I danske Fregatter:
„Hejmdal”, „Jylland”, „Niels Juel”!
— — Da glimted og braged det over Sø —
vi undte dem ingen Hvil.
Det lød i de Danskes Ører
som Ekko af anden April.
Vi veksled med Fjenden de glatte Lag,
det baade paa langs og tværs,
tre Timer i Træk — da blussed
det op i „Schwarzenberg”s Mers.
Frem skød „Radetzsky” sit høje Skrog,
den truede Broder til Værn.
Fælt sang fra „Niels Juel”s Kanoner
Granaternes springende Jærn.
Dog Luen lod sig ej slukke
den flammed i vilden Sky.
Saa veg vor Fjende og søgte
bag Helgolands Klipper Ly.
Da spiled de danske Svaner først
til Hjemfærd Vingerne ud.
Nord paa de strøg over Havet
med Sejrens jublende Bud.
I Læ af de norske Fjelde
de ankred for Kristianssand.
Dèr stedtes til Hvile de Gutter,
som faldt under Helgoland. — —
Nu vel! Hvad var saa det hele?
bliver der spurgt og sagt.
Et flygtigt Solglimt! En Svale,
som ingen Sommer fik bragt!
Den Sommer, der kom, havde Nederlag
og nye Tab kun i Følge.
Freden gav intet Vederlag.
Sejren var skrevet paa Bølge!
Den nøgterne Sandhed al skyldig Respekt,
— hin Daad var dog ikke spildt!
Den bragte i Ulykkens knugende Luft
et Pust af rensende Ilt —
spredte den giftige Mosedamp,
der laa over Folket kvælende,
og dræbte Selvopgivelsens Svamp,
som lønligt aad sig i Sjælene.
De tapre, som tog hin niende Maj
med Fjenden det sidste Livtag
og voved paa Havets gyngende Vej
en Dyst for vort Fædrelands Livssag,
— den Sag, hvorom af en yngre Slægt
smaaligt der høkres og tuskes —
de tog vor Ære i Varetægt
og har vel Krav paa at huskes!
De Mænd, som ved Helgoland sloges
og blødte for Hæderens Krans
og kasted om Danebroges
Blodflig Sejerens Glans —
fra Suenson til den jævne Matros,
der tog Part i den kække Affære,
— — Danmark skylder dem alle Ros og Ære!