Sin fordums Trylleglans har Sommermaanen,
sin røde Røst ej Nattergalen glemt,
og Aftenklokken har sit Vemodsklemt,
og Skræntens Sti endnu sin bløde Skraanen.
Og Pigeøjet har sin blide Blaanen,
sit kønne Smil i Alvor som i Skæmt,
og Strængespillet i mit Bryst er stemt,
men — Eros spotter mine Lokkers Graanen.
Og saa er jo det andet uden Værd.
Thi Nattergalesang og Maaneskær
udstyre bør en Elskovs-téte-a-téte.
Men naaer man i Aartier først det sjette,
da har man at bekende kun, mon cher:
„Helas! ils sont passées, ces jours de fète!”