Jeg stod en Kvæld paa et Klinteskred
og saa’ Solen gaa ned
langt inde bag Jyllands Banker.
I Nord og Syd som en blaanende Mur
mod Himlen taarnet i skarp Kontur
skød Skoven frem sine Flanker.
Og Bæltet mørkned i Vindens Krus,
i Skrænterne lued det gule Grus —
Bag bølgende Aase i Vesteri ed
gik Lysets Snekke for Anker.
Og Mørket sig frem over Jorden sneg,
medens Glansen steg
helt op imod Himlens Tinde,
som lod nu den Dag, til hvis Bund jeg saa’,
de Skatte, den skjult havde baaret paa,
i Afskedsstunden fremskinne.
— Og gyldne Drømme, som blegned brat,
og Livsværdier, jeg ej fik fat,
og Haab, som svigted, fordi jeg sveg,
— steg manende frem for mit Minde.
Thi var det ej saa, at Dagen, der svandt,
og hvis Guldstrømme randt
uden Spor i Luftrummets Ørkner,
— afspejled mit Liv, som til nu det gled,
uden Alvor og Kraft, uden Maal og Med,
skjønt Skygger dets Løb alt mørkner.
Kan hænde, det gjemmer vel paa sin Bund
af unyttet Rigdom saa mangt et Fund,
som først mit Hjerte skal skue grant,
naar Døden dets Kilde størkner.