Jeg søger paa ny den kjendte Sti,
hvor jeg vandred tilforn
af Elskov betagen og svimmel —
langs Hegnet i Skjul bag det modne Korn,
til den hvide Skrænt,
naar Dagen var endt,
og Maanens døsigt glødende Horn
stod lavt paa den mørknende Himmel.
Jeg lægger min Vej,
hvor Bølgen træder mod hviden Tang
og rislende klimprer sin kjendte Sang
mellem raslende Kiselstene.
Vinden suser i Hjelmerør,
sukker og dør. —
Jeg træder den Sti, jeg traadte før
— — men ene!
— Hvor er Du henne — mon fjern eller død?
du kjønne lille Vaarblomst, saa smilende sød,
du blysomt tittende Anemone,
i hvis hvide Bægers jomfru’lige Skød
den første Kjærligheds Morgenrød
sænkede sin sarteste Tone —
Visned Du, da Sommerens flammende Glød
ind over Dig brød
gjennem Maj løvets halvspændte Krone?
— — Ak, Uvisheds Kval, som har røvet min Fred!
Uden Tegn, uden Ord
svandt fra min Vej hun saa fage.
Bølgen, som slikker af Sandet mine Spor,
nynner kun et Navn — —
Vide over Ø flyver vildene Ravn,
spejder mod de hen rundne Dage —
vender under Kvæld med Sorrig og Savn tilbage.