Tankens det tunge Metal og Aandsmalmens lødige Masse
dristed jeg mig kun sjælden at gløde i Digtningens Esse
eller udhamre med vægtige Slag til Sværdklinger hvasse.
Sjælden og Spottens den vingede Pil jeg voved at hvæsse.
Lidet — endelig — tror jeg min formende Kunst vilde passe
for Crucifixer og Røgelsekar til den hellige Messe.
Nej, kun til funklende Smykker og smidigt snoede Kjeder
Sprogets det lutrede Malm, ej for hver Fusker til Fals,
lønligt med Flid i den natlige Time ved Lampen jeg smeder —
hænger dem saa om min Bruds snehvide Arme og Hals.