»Staa op, Signore! Alt er parat —
For Døren holder Francesco
med tvende Heste, den ene til Dem,
den anden til signor Tedesco!«
Jeg kjender Padrona’s skingrende Røst,
— Husmoderens i »Il sole« —
hun staar paa Svalen i Negligé
og hægter sin blomstrede Kjole.
Jeg springer af Sengen, faar Tøjet paa,
i Brystlommen Rejsebogen
og skynder mig saa gjennem Haven ud
med min Stalbroder Arkæologen.
En dejlig Morgen! Lidt kølig maaske —
men det taber sig snart under Ridtet.
Se hist — der har vi jo vore Dyr
tæt udenfor Havestakittet;
og vor Fører Francesco — en skikkelig Fyr,
om ej just synderlig kløgtig —
Nej, hvor pyntet i Dag, med Jokaykasket
og en Pisk, som kan knalde dygtig.
— Saa i Sadlen! Jeg spænder om Skuldren en Plaid
til at svøbe min lange Person i.
»Men sig os, Francesco, Hestenes Navn«.
»Bistecca« og »Macaroni«!
Har man Magen hørt. Hvilken Selvironi!
— men en Smule for blodig næsten.
Jeres Bøfsteg er sejg, Makaronien med,
— men dog næppe i den Grad som Hesten!
Nu af Sted! Dog vent! — Se, der kommer jo
vor flinke Cameriere —
han bringer vor Frokost, Æg og Kjød,
en Flaske Vesuvvin m. m.
Tak! prop det i Tasken! Og nu Farvel!
— »Buon viaggio, Signori, addio!«
Hyp, Hyp! — Og vi traver ad Vejen hen
som en hyggelig sladrende Trio.
— Hist til Venstre ruger den døde By
med de kullede golde Ruiner.
Men den Aske er frugtbar — Se Haverne her,
— hvilke Druer og Appelsiner!
Gjennem Landsbyer bugter sig Vejen op,
forbi Hytter med frodige Vigner,
mellem Olielunde, Kastanietræ’r,
mørke Stenege, lysgrønne Pinier.
Et fortryllende Ridt! — Dersom bare min Hest
vilde te sig lidt mere medgjørlig —
men den støder i Tømmen, fnyser fælt
og drejer sig rundt uophørlig.
Den kan skjønne vel, at min Ridekunst
er ej helt uden Lyde og Dadel,
og har Lyst at drille en Rytter, som knap
kan hænge fast ved en Sadel.
Den protesterer mod al min Færd
saa arrig og eftertrykkelig,
at Situationen lidt efter lidt
bliver mindre og mindre hyggelig.
Jeg bander paa Dansk og Italiensk,
i Poesi og i Prosa
og stønner, imens jeg bruger min Kæp:
»Una bestia maliciosa!«
Men Føreren ryster paa Hovedet kun,
vor brave Francesco Pigallo,
og ler: »Maliciosa? — Ah no! Ma non
Signore sta ben’ a cavallo!«
Jeg prøver med Ondt, og jeg prøver med Godt,
alt efter den braves Instruxer —
Forgjæves! den klemmer mod Muren mig blot
og slider itu mine Buxer.
Men saa sætter med Et den af i Galop,
saa jeg klamrer mig fast i min Kvide,
— til den endelig af sig selv siger Stop
Bring Vin, padrone! — Fra nu vor Færd
gaar frem over Lavaens Øde.
En Skaal for Ceres, som træder her
den grumme Vulcanus imøde!
Endnu et Bæger! Kredens vor Drik,
Campaniens brune Pige!
Din Skaal, du Livets dejlige Blomst
paa Grænsen af Dødens Rige!
— Og saa af Sted! — Over ildsveden Grund
med Dynger af Slagger og Aske —
Intet Levende — Øde og Tomhed kun
under Dødens stivnende Maske.
Foran os rager, sværtet og mørk,
i Sky den rygende Kegle,
mens timevis gjennem den sorte Ork
langsommeligt opad vi snegle.
— Men bagved og under os — hvilket Syn!
— som et Glimt fra Guldaldrens Dage!
Det er Æventyrskjønheden, vogtet af
den sorte ildspyende Drage:
Dybt nede Napolis dejlige Golf,
violblaa som, Ametbysten —
og Olivenskov, Vinhaver, hvide Byer
midtvejs op over Bjærget fra Kysten.
Hvor fintstemte Toner! — Bronce og Guld
med graagrønne Strøg over Bunden —
— Bag Sorrento Tinder i lilla Lød
henaandet paa Himmelgrunden.
— Det er, som Fristeren hos mig stod
og viste mig, solomstraalet
Alverdens Herlighed ved min Fod,
for at lokke mig bort fra Maalet.
— Omkring da i Hast! — Stræk Haanden ej
mod Frugten, før den er moden!
Vor Vej gaar til Vejrs mod den rygendeTop —
Eh! Avanti! — Nu er vi ved Foden.
Af Sadlen flux — Pak Frokosten ud —
vi trænge til Næring i Kroppen.
En Timestid maa vi klatre vel
endnu, før vi vinde til Toppen.
— Saa rask til Værket! Francesco, tag
min Taske og Plaid om din Skulder.
Jeg maa røre mig frit, her hvor Grunden er løs
og Lavastykkerne ruller.
— Pokkers stejl denne Skraaning! — Nu skrider min Fod!
— Det var rart, om den Gangsti blev skovlet! —
Se, det ryger af Sporet — — Du hoster, Ven?
— Ja, min Tro var den Mundfuld lidt svovlet!
Det er drøjt, ikke sandt! Hvor Du sveder, min Bror —
— Nej, lad være! — her tør vi ej stoppe —
Se, Francesco vinker — — Følg støt i hans Spor —
— hyp — Hurra! — — Saa, nu er vi deroppe! —
— Hvilket sælsomt barskt og uhyggeligt Sted!
Her er vildt og græsselig øde.
Det brummer i Dybet. Den store Ovn
sender kvælende Damp os imøde.
Det er hedt under Foden — men Luften er kold.
»Si, signore! fa fresco!«
— Ja, det sner jo. — Hu, giv mig Plaiden om,
— og tag selv Dig en Slurk, Francesco!
Nu til Kratret. Om paa Vindsiden her!
Hør, hvor hult, naar mod Skorpen vi stampe.
Hvilket gabende Svælg — men hvor ærgerligt dog,
at det nøjes i Dag med at dampe!
Ser Du Ilden i Dybet! Ja vist, det var fælt,
om et Ben man derned skulde stikke.
— Kære, kom! — Den Svovllugt er infernalsk —
— men forvild i Røgen Dig ikke.
— — Hu! — der staar jo en Mand! Er det Satanas selv
eller kun en Gesandt fra hans Esse?
— Det er En, som vil tjene en Lire sig
ved en Mønt Dig i Lava at presse.
Ak, min Bedste —- saa gerne! Tag her min Skærv!
Jeg vogter mig vel for at prutte;
blev han gal i Hovedet, kunde han
jo let mig i Krateret putte. —
— Men af Sted nu! — — Farvel, o Vesuvio!
Mig lyster ej længer at dvæle —
Jeg har en Fornemmelse stadig væk,
som Ilden sved mine Hæle. —
— Ad Skrænten her? — O Himmel, hvor stejl!
— den Nedfart blier nok af de raske.
»Frygt ej, Signore! For hvert et Skridt
synker Benet til Knæet i Aske.«
— — Det var Pokker til Løb — o hej — o hop!
— Hør engang, hvor han griner, Knægten! —
Der kan man dog se: Naar man stikker dybt,
saa bevarer man Ligevægten.
— O hej — o hop! — Dette bløde Smuld
kan man løbe en halv Fjerdingvej i.
Gaar det saadan fort, kan vi være vel
paa en Timestid i Pompeji.
— Se, nu er vi ved Foden. Et Øjebliks Hvil,
mens vi hælder Asken af Skoene.
Saa til Hest! — Macaroni! Stræk ud, min Dreng,
som om Jorden — fremdeles — var gloende!
Se der har vi jo casa bianca igjen —
Vær hilset paa ny, Du Smukke!
Efter Ørkenen synes din Læbes Frugt
dobbelt fristende liflig at plukke.
— Af Sted, af Sted ad den slyngede Vej,
forbi Hytte, Have og Vigne.
For hver Bugtning vi komme længere ned,
indsnævres Synskredsens Linie.
Bestandig nedad i muntert Trav —
Francesco, hold op med den Knalden! —
Du ser jo, Dyrene gaar af sig selv,
de længes nok hjem til Stalden.
— Det var flinkt, Macaroni — Du skridter jo ud
som en Dreng, der løber af Skole.
Nu om ad Alleen — venstre Sving —
— saa Prr! — Her har vi »Il sole!« —