Dæmpet Cypresserne hviske og bøje sig tættere,
lyttende efter den Vandrendes dvælende Skridt.
Frem gjennem Skumringen lyser det blændende hvidt
over det Sted, hvor de hvile, de fremmede Kættere.
Ikke i Klostrenes hellige Jord, den helgenforpagtede,
ej i Martyrernes blodindviede Grund — —
Udenfor Muren, bag Porten en Afkrog kun,
— det er det Hvilested, Rom, Du har undt de Foragtede.
O, men hvor fredeligt her, og hvor dunkelt og dulmende!
Sagte bag Buskene hulker et Kildevæld kun.
Og mod Cypressernes drømmende natlige Grund
gløder af Roser et Flor, saa dufttunge, svulmende.
Dæmpet i Løvet det sukker med døende Blidhed
fjernt som en Gjenlyd af høstlige Trækfugles Færd,
og under Skyggernes solomflimrede Skær
Marmoret lyser i kølig Maaneskinshvidhed.
Lønligt mig griber en Længsel her mellem Gravene:
Favn mig, tungsindige Nat i Cypressernes Ly,
at jeg maa skue Forklarelsens evige Gry
lue som Roser bag Bjærgene, højt over Havene!
Thi, o hvor tomt dette Liv og dets Lykke hvor svigende,
Under hvert lokkende Smil ligger Smerten paa Lur.
Aanden, en højbaaren Flyver af ædel Natur,
basker med Vingen i Buret, urolig og higende.
Ak, og forviklede Skæbner kan skabe et Gordium,
hvor kun et Dødshug kan løse, hvad Livskvalen bandt.
Fred ved Alskabningens Hjerte, det sande cor cordium.
Tidernes Vansmag til Trods, mod udødelig Kunst,
skued dens lysende Tind over Døgnlivets Dunst
— Døden Dig skænked den Lykke, som Livet ej evnede.
— Fattig og ringe kun staar jeg blandt Aandens de Kaarede,
modløs knuget af Kunstens evige Krav.
Længslen blot ejer jeg — bedst da at finde en Grav,
hvor der er Fred for mit Hjerte, det trætte, det saarede.
Sagte og dulmende toner et Vers mig i Tankerne:
Se, da lyser et Marmor frem mellem Rankerne,
Fjernt fra dit Hjem med de skinnende Bræer og Granerne
stedtes til Hvile Du her i den fremmede Jord.
Dog mod et højere Hjem end det gamle i Nord
frigjort Aanden sig svang mellem Evighedssvanerne.
Signet dit Minde, Skjald, Du tungsindige nordiske!
Aarle Du tømte Lidelsens bitreste Skaal —
Se, da glimted i Mulmet dit evige Maal,
og Du vandt Dig en Fred, som er over den jordiske.
Hauch, ved din Grav Fortrøstningens Himmel oplukker sig,
gjennem mig strømmer et Pust af din mandige Aand,
over mit Hjerte stryger en dulmende Haand,
og i Cypressernes Dunkelhed Sollyset dukker sig.