Søndagmorgen i Luino.
Sonet
Sonet
Paa Gaden sværme muntre Pigeklynger,
som stod i Cathedralen nys til Skrifte.
Se, Foden tripper let i sirligt Skifte,
man mærker nok, at Intet mer den tynger.
Det funkler bag de sorte Øjenhaars Vifte,
Koraller om den brune Hals sig slynger,
de fulde Former Elskovs Lovsang synger,
— ja, glæd Jer blot! I bliver tidsnok gifte!
Betragt paa Husets Dørtrin hist den Gamle
— kanelbrun, mumieagtig, fæl og skiden,
— det hvide Haar er uredt, tyndt og tjavset,
de magre Hænder omkring Tenen famle.
Le ej, mit Barn! Saa hæslig, brun og snavset
bliver Du maaske selv engang i Tiden.