En Solopgang paa Alpen! Ak, saafremt
Du saa den Flok, som samler sig til Skuet:
rødøjet, gnaven, frysende, forsnuet
og mindst af Alting til Begejstring stemt —
Mon ej Du vilde tænke da: Hvor slemt,
at hvad der stort for Fantasien lued,
— naar det faar Liv og træder ind i Nuet,
oftest skal komme os saa ubekvemt.
Messias, da han fra Ideens Glans
gled ind i Tidens tunge Atmosfære,
fandt lunkne Hjerter, selv hos sine Nære.
Og alt det Stores Skæbne er som hans.
Søg da Din Trøst hos Mindets Stjernekrans,
og dvæl i Haabets Morgenfarver skære!