Den drueblaa Septembernat
end ruger over Kulmen.
Et Skær kun paa den østre Kant
bebuder Lysets Svulmen.
I Stjerneskin, mens Alpens Luft
svalt stryger mig om Kinden,
ad Stiens Snoning langsomt jeg
bestiger Klippetinden —
og skuer saa i Rummet ud,
som fjernt af Gryet randes.
Et Chaos ser jeg, — det, hvoraf
den nye Dag skal dannes.
Thi som et dødt og stivnet Hav,
hvor ingen Dønning ruller,
staar Dalens Taage, tæt og hvid,
helt op til Fjeldets Skulder.
Og bagved — hele Kuplen rundt,
didud, hvor Gryet rinder —
der takker sig en Kæmpering
af faste Alpetinder.
Mat lysende, i snehvid Dragt,
mod Nattens dybtblaa Tone,
de fylke sig, en Englevagt,
til Kreds om Dagens Trone.
Nær er dens Stund. Selv skjult endnu
sit første Bud den sender:
Paa alle Tinder, Kjæden rundt,
et Ildskær brat sig tænder — —
Og se! derude fjernt i Øst,
hvor Fjeldets Ring er kløvet,
med Et fremskyder Lysets Træ
guldstammet, purpurløvet.
Sin Krones Straalevifte vidt
det spreder som en Palme —
Da smelter Nattens Skygger hen,
og alle Stjerner falme.
Men mod de høje Toppes Sne
et Rosenlys der skyller;
med Rødmen dukker Tind bag Tind
frem i en talløs Mylder.
Og øverst i den hele Flok,
som Gudernes Udkaarne,
staar Bernerkjædens Is-Kastel
med otte gyldne Taarne.
Hvert Skud, som Alpestammen skød,
i Nord og Syd forgrenet,
som til en Kæmpekrone bred
her samler sig forenet.
Og alt som Lyset vinder Kraft,
men taber Farvens Blidhed,
omskiftes Sneens røde Skær
med kølig Marmorhvidhed.
— Snart skønner jeg, at Dagens Glans
er sivet ned i Dalen;
hid klinger Dampskibspibens Fløjt
og fjerne Haners Galen.
Og paa en Sæter nedenfor
er Hjorden bleven vaagen.
Jeg hører Brøl — se kan jeg ej,
thi Alt er skjult af Taagen.
Bestandig lige tæt og hvid
den over Dybet ruger,
dorsk som et Krybdyr, aldrig mæt
trods alt det Lys, den sluger.
Se hist, hvor Fjeldet taarner sig
imellem den og Dagen,
henkastes Kulmens Skyggerids
som paa et Kæmpelagen.
Ja, selv min egen Silhouet
paa Fladen projiceres —
og bagved — — Ih! men ser jeg ret —
een til og mange fleres!
Ja vist, imens jeg siddet har
og stirret ud fra Fjeldet,
er Rigis Varde hleven fyldt
med Gæster fra Hotellet.
Af Morgnens — ak — saa søde Blund
opskræmt ved Stød i Luren,
er halv paaklædt man styrtet ud
at frydes ved Naturen.
Men Springet fra den lune Seng
til Bjærgets kolde Æther
er altfor brat. Man svøber sig
i Kaaber og i Plaider.
Og bleg om Kind, med lyssky Blik,
lidt blaa og rød om Næsen,
man bander skjult den Solopgang,
som dumt og tosset Væsen.
Pariserdamer, tyske Møer,
Ladys og slanke Misser
ser ud som efter Nattefrost
blegnæbbede Narcisser.
Dog — Modens Krav maa lystres blindt,
og — Solo eller Tutti —
det klinger babylonisk trindt:
Charmant! — Famôs! — Is beauty!
Hist staar et nygift Ægtepar
— jeg troer, de er fra Schwaben —
Hun læner sig til Manden ømt
og læsper med en Gaben:
»Ein schöner Morgen, lieber Carl!«
— »Ja,« svarer Ægtemagen,
»groszartig schön, — naar ej den faldt
saa tidlig blot paa Dagen.«
En Fører vimser vigtig om,
forklarer, demonstrerer;
men Ingen hører. Alle kun
paa Frühstück spekulerer.
Udskaarne Sager sælges hist,
forgjemte Edelweiszer —
Lad gaa! Folk hjemme skal dog se,
man været har paa Rejser.
Men hermed Stop! Paa Mindets Dunk
man sin Begejstring propper
— og styrter ind at søge Trøst
i Værtens Kaffekopper. — —
Kun een endnu, foruden mig,
paa Kulmen blier tilbage:
En stakkels Knøs, i Kroppen stærk,
i Aanden af de Svage.
Han holder til, hvor der er Folk
— det er nu hans Bestilling —
og passer Lejligheden, naar
han tigge kan en Skilling.
Hist staar ved Randen han, belyst
af Solens fulde Straaler;
med Armene han fægter vildt,
mens et Slags Sang han skraaler.
Kanske hans stakkels mørke Sjæl,
som ingen Tanke gjemmer,
et eget halvbevidst Behag
ved Lysets Kys fornemmer.
Maaske er dejte Glædeshyl,
hvori han Vejret taber,
paa Dyrets Vis den Form, hvori
han takke maa sin Skaber.
Og jeg gad vidst, om ej Han Selv,
den store Aand deroppe,
som formed Solens Luebold
og disse Alpetoppe —
har mer Behag i dette Skrogs
halv dyriske Forkerthed,
end i den hele kloge Floks
forkunstlede Blaserthed.
— Jeg veed, at i mit eget Bryst
jeg føler Graadens Svulmen
ved Tanken om hin Idiot,
som stod og sang paa Kulmen.