Mulm og Mørke foroven,
sorteblaa, snetunge Skyer.
Solfaldets straalende Eventyr
blev slukket i Slud bag Skoven.
Natten hyller sit Hoved til,
hun er baade blind og stum.
Ikke et eneste Stjerneglimt
i Luftens det øde Rum.
Løft Dig, løft Dig, Klokkegny!
Sving mod Himlens dunkle Bue!
Split og flæng den sorte Sky!
Julestjernens Sølvergry
lad i Nat os skue!
Skummelt er der forneden
over al Vinterens Land —
Nøgne Skove langs isklædt Strand,
Sne paa Agren og Heden.
Frysende Armod! Somrens Prunk
slidt ud til den sidste Trævl,
og hvor Mennesker bygger og bor,
kun Bitterhed, Had og Kævl!
Klokker! Kim fra Taarnets Tind
om Forsoningen og Freden!
Kim os Juleglæden ind!
Kald os under Kærters Skin
til vort Barndoms Eden!
Der er saa mange, som sørger,
grublende Aanders Flok:
„Livet giver os Gaader nok,
men ingen Svar, naar vi spørger.
Tungsind nager vor Hjerterod
og stirrer af Øjnene ud.
Lide saa maa vi og længes,
til Døden sender os Bud.”
Kim, I Klokker! Kim med Fynd
og med Malmets dybe Mæle
Julens Naadebud forkynd:
Fryd for Savn og Bod for Synd,
Trøst for alle Sjæle!