Højt over Torvet og Strædernes Larm som en tusindaars Vægter
Domens mægtige Taarn rækker sit Spir imod Sky.
Trodsende Tidernes Vælde urokkeligt staar det, mens Slægter
fødes og dø ved dets Fod, fødes og smuldre paany.
Aandernes vekslende Tog rulled frem under Sekiernes Skriden,
Tidt hvad en Slægt bygged op, styrted en anden i Grus.
Taarnet dog stod. — Viet ind til en Magt, som er større end Tiden,
kroner dets murfaste Værn Kirkens det hellige Hus.
Mangen en Dyst har det skuet, naar Tro mod Fornægtelse kæmped,
trodsigt Bespottelsens Raab slynget blev mod dets Mur.
Aldrig det dog sin malmfulde Røst efter Tiderne læmped;
djærvt — selv i Frafaldets Nat — drønede Domtaarnets Lur.
Thi — skønt dets vældige Fod ombruses af Menneskevrimlen,
fast som et Fjæld af Granit, plantet i Brændingens Skum,
— dér, hvor med korstunget Spir dets Tinde rækker mod Himlen,
vejres hvert Kampbulders Gny bort i det umaalte Rum.
Dér fik det Storhedens Ro til at se og dømme fra oven
Mennesketankernes Væxt, Tidernes Maal og Bedrift.
Dér har med aarvaagent Blik det spejdet Evighedsloven,
skrevet paa Nathimlens Grund gyldent med Stjernernes Skrift.
Rummet, hvor Kloderne staa som Juveler i Almagtens Krone,
fylder med svulmende Klang Malmets det rungende Svælg.
Derfra slynger det vidt over Land den himmelske Tone,
den, som i Højtidens Kvæld stemmer vort Hjerte til Helg.
Engle har sunget den først for Hyrder fra Betlehems Hytter;
siden fra Slægt til Slægt frem gennem Sekler den lød:
„Fred overjorderigs Kreds, og hvor Menneskebørnene lytter,
Guds Velbehagelighed! Fryd Jer! En Frelser er fød!”