Himlen er blaa. Over Havfladens Spejl
bugter sig Kølvandets hvislende Slange.
Duvende Skibe med hængende Sejl
stræber den døende Brise at fange.
Luften er solvarm. I Synskredsens Ring
ligger den diset og bobler og koger.
Let gennem Æthren i dristige Sving
sværmer om Skibet de snehvide Maager.
Bagude skimter jeg endnu vor By
lysende fjernt gennem Røgslørets Rifter.
Rask for vort Blik Panoramaet skifter,
Billeder svinde og følges af ny:
Frodige Kyster med Højskov og Brink,
gulnende Agre og skumrende Slugter,
fremskudte Næs, og bag blaanende Bugter
Kirkespir, Tage i flygtige Blink.
Hastige Anløb ved Brygger og Bro’r,
Tumlen med Kasser og Hiven med Trosser.
Hoa — o høj! Vi lader og losser —
Folk gaar i Land og andre om Bord.
Dampfløjten skingrer — paany gaar det fort,
blaanende Kystlinier foran os stige.
Videre frem! Vi maa længere bort,
førend vi naar vor Lyksaligheds Rige.
Foran os dukker af Havet en Ø.
Søfuglesværme sig over den svinge.
Trodsig, med Skrænternes fremskudte Bringe
løfter den sig af den spejlglatte Sø.
Dækket af frodige Skove tilforn
har den lidt lavstammet Krat kun tilbage,
og hvor nu Fyret rejser sit Taarn,
laa der en Borg i de hensvundne Dage.
Ser Du den Kæmpehøj! Husmandens Plov
bjærgsomt har furet sig Vej til dens Kammer.
Foran to Ege med knudrede Stammer
knejser som Rester af Fortidens Skov.
Kronernes Fletværk, af Stormen forblæst,
løves endnu trods Aarhundreders Ælde.
— Kære! jeg mindes et Sagn, jeg har læst.
Om Du vil høre, saa skal jeg fortælle:
Høvdingens Hustru
De stride Bølger rulied med Bulder under Ø.
For oven knejste Borgen, skued vidt over Sø.
Dèr raaded Eigil Stærke, en Høvding djærv og stor,
kendt var hans Navn og frygtet i hver en Vig og Fjord.
Han raged over alle som en Eg over Krat —
dog skete det, hans Fjende kom over ham ved Nat.
Det var hin unge Thorbjørn, hans Avindsmand gram:
Eigil vog hans Fader, nu tog han Hævn for ham.
Saa vide gennem Natten lød Kampens vilde Gny,
slagen og dræbt paa Stranden laa Eigil ved Gry.
Ung Thorbjørn fylker atter sin Flok under Kyst:
„Nu tager med Storm vi Borgen, det blier en ringe Dyst!”
Men som han med sin Skare frem under Muren skred,
da sank paa sine Hængsler flux Vindebroen ned.
I Enkeslør hyllet, med stolt og sorgfuldt Blik
den faldne Høvdings Hustru frem for Ung Thorbjørn gik.
„Min Husbond er slagen, han ligger død og kold.
Foruden Sværdhug giver jeg Jer Borgen i Vold.
En Bøn I kun mig vide, I lytte til mit Raad:
Højsind mod falden Fjende forringer ingen Daad.
Hævdes min Husbond Ære, des større blier Jert Ry:
I lade mig med Hæder hans Lig til Jorde fly!”
Ung Thorbjørn saa paa Kvinden, Ham hued hendes Mod;
tilmed saa var hun fager, som der hun for ham stod.
Hvad mægter ikke Skønhed, naar Snille kommer til!
Han sagde: „Det skal være, som I, hans Hustru, vil.”
Med Hakke og med Spade tog Borgens Svende fat;
før Kvæld Ejgil hin Stærke var i sin Gravhøj sat.
Mæled hans Kvinde atter: „Gaar det Jer ej for nær,
da tilsted mig at fejre min Husbonds Jordefærd.
Halvt ligger kun med Ære min Herre under Jord,
saalænge ej hans Gravøl er drukket over Bord.”
Ung Thorbjørn gav sit Minde. Det blev en sælsom Fest;
selv sad han der til Højbords, sin Fjendes Hustru næst.
Da saa han Taarer blinke i hendes Øjes Bræm.
„Endnu et Ønske har jeg.” Han sagde: „Sig det frem!”
„En Høvding var min Husbond; han lød kun Kampens Lov.
Mig faldt det til at tænke paa Fredens Behov.
At skøtte Hus og Ager var Aar for Aar mit Hverv;
for Udsæd jeg sørged og bjærged Høstens Kærv.
Og med en Moders Omhu jeg alting forestod,
— jeg fik jo ingen andre at øve den imod.
Nu fra det alt at rives, som blev mit Hjerte kært,
saa brat og uden Varsel — tro mig, det falder svært!
Se Vinteren er leden, det lakker alt ad Vaar —
Lad mig for Alting raade endnu i dette Aar!
Lad sidste Gang mig lægge i Muld det svangre Frø,
lad end mig se det grønnes en Sommer over Ø.
Naar da den Sæd, jeg lagde, er vokset herlig til,
da sværger jeg at drage af Lande, som I vil!” —
Blødt blev Ung Thorbjørns Hjerte, han gav derpaa — sit Ord.
Med Mandskab og med Snekker fra Øen han fo’r. —
— —
Saa led der da en Sommer, og det blev Høstens Tid.
Paany ad blanke Vande stævned Ung Torbjørn did.
Den Viv stod alt paa Stranden; hun ham i Møde lo:
„For tidligt, Herre Thorbjørn, kommer I hid min Tro!”
Hun førte ham ved Haanden ud over Mark og Aas —
Der stod ej Neg i Stakke, ej Stub paa Agren saas.
Kun Græstørv laa ved Græstørv, og skønt — i Rad ved Rad —
skød Ympe frem ved Ympe med kimgrønne Blad.
Ung Thorbjørn drog af Mulde en Plante fin og spæd:
„Hvad lagde I, min Frue, i Jorden vel for Sæd?”
Meldte med Smil om Munden den Kvinde stolt og klog:
„Det Frø, jeg saaede, Herre, var Agern kun og Bog.
Hvad dermed var min Tanke, det fatter I let:
Jeg fødtes til at styre og har bevist min Ret!
Hvo blot for Døgnet stræber, hans Id kun rækker kort,
og Sporet af hans Virken er hastig smuldret bort.
Men hvo til Hersker sattes, hans Syn er ej saa trangt,
det rækker frem i Tiden, han tænker dybt og langt.
Thi vid: den Sæd, vi lægge, i Daad som i Ord,
deraf skal vokse Skæbner, som gennem Sekler gror.
— Mit Landet er med Rette, mens Sæden vokser til,
— da kan I atter tage Jert Eje, om I vil;
da kan mit Værk I øde og fælde Egens Bul,
— om ellers I til den Tid er end over Muld!”
Hun saa til ham fra Siden med Smil bag Alvor gemt:
„Nuvel! hvad jeg har talet, er halvvejs sagt i Skæmt.
Se, Magten er jo Eders, og gav I end Jert Ord —
stort gælder vel ej Eden, som en Kvinde I svor!"
— Det meldte da Ung Thorbjørn, han syntes lidet vred:
„Snildt har I talt og handlet. Jeg bryder ej min Ed.
Slig Visdom hos en Kvinde fortjener vel sin Løn;
men — tilstaa til Gengæld nu ogsaa mig en Bøn!
Den Haand, som ømt har værnet saa mange spæde Liv,
den beder jeg Jer række mig huldt som Ægteviv.
Da løses bedst den Knude. Enhver fanger sit.
Ej mister I Jert Eje, endog det bliver mit.
Saa vinder og Jert Yrke et større Maal og Syn
end det, hvis Grænse drages af disse Skoves Bryn.
Thi om jeg ret har skønnet, da skabtes I til mer:
Et varmt, et trofast Hjærte i Eders Færd jeg ser.
Og vies dette Hjerte til Kvindens største Kald:
en Æt som Stammemoder engang Jer signe skal!”
— —
Skønt trivedes de Ymper, de satte stærke Skud,
lysgrøn i Vaar stod Øen, den syntes viden ud.
Og som de Stammer groede, mens Aarene gled frem,
skød og Ung Thorbjørns Afkom til Vejrs omkap med dem.
Men da sig Ætten bredte som Skoven rig og stor,
— da gemtes længst Hr. Thorbjørn og hans Viv under Jord.
— — —
Billedet skifter, mens Timerne fly.
Endelig nærmer vor Rejse sig Maalet.
Ser Du! hist ligger, af Solen bestraalet,
inderst i Vigen den venlige By.
Hastigt vi glider langs Strandskovens Bryn
ind mod dens Havn og fortøjer ved Bryggen.
— Saa Du vel før saa idyllisk et Syn!
Her maa da findes et Fristed for Lykken!