Saa gik de da! Ja undskyld, Barn
ifald jeg bliver bitter.
Men faar den ikke Slut engang
den Syndflod af Visitter!
Betænk blot, hvilket Hoveri,
naar vi dem skal besvare!
Tror da de Godtfolk ej, at vi
har andet at ta’ vare!
Vort unge Hjem jeg ligner ved
en nylig anlagt Have,
hvori vi to skal hjælpes ad
at plante, saa og grave.
Hvor skal dog noget kunne gro,
hvor kan vi Væksten frede,
naar Hver og En kan bryde ind
og trampe i dens Bede!
Ja, ja, du ler. „Den er Dig snart
for gammel, den Materie.”
— Saa hør da Nyt! Vil Du som jeg,
saa tager vi en Ferie.
Vi lister uden Varsel bort
og lukker helt Butikken.
Saa slipper vi en Stund for Folks
Befingren og Bekiggen.
Maa ej et saadant Sommervejr
opflamme Rejselysten!
Dampskibet, ved Du, gaar i Dag
sin Route op langs Kysten.
Vi tager med, alene to,
laer Pigen blive hjemme.
Hvor vi skal gaa i Land, det kan
vi undervejs bestemme.
Men helst et Sted lidt langt herfra,
hvor vi er ganske trygge,
hvor ugenert vi færdes kan
og leve for vor Lykke.
Har saa i Ro og Fred vi nydt
to skønne Sommerdage,
vi vender med forfrisket Sind
til Hjemmet her tilbage.
Er Planen god? „Ja ypperlig!
Sit Ophav ganske værdig!”
Nu godt! Saa lad os spise straks,
hvis Maden da er færdig.
Bagagen pakker Du jo nok,
— ja vist, paa begges Vegne!
Og saa afsted! — Paa Eventyr
mod ubekendte Egne!