Paa Bjærgets Hang, hvor Stien snor
sig over Ur og Klippeblok,
hvor Fyrren tæt langs Kløften gror,
— dér er der Larm og Uro nok.
Dér skummer Elven vild og strid,
dér buldrer Fos, dér styrter Skred.
— Men højt om Bjærgets Tinde hvid
er Sabbatsro og Fred.
Vidt kan den skues, Fjældets Top. —
I Sneens kridne Hætte klædt,
den taarner sig mod Himlen op
i stolt og rolig Majestæt.
Dens lette Æthers rene Blaa
ej rystes af de fjerne Gny.
Tyst hviler alting, som det laa
i Tidens første Gry. —
Jeg stred mig mod det høje Maal
fra Morgenstund, til Middag led.
Med svedigt Bryn og reven Saal
jeg standser nu og skuer ned.
Fra først af gik vi fler i Flok
til samme Vandringsmelodi. —
Nu ene, støttet til min Stok,
jeg træder tavs min Sti.
Vi spredtes, alt som Vejen led,
indtil den sidste mig forlod.
Men Bjærgnaturens Ensomhed
den er det just, jeg længes mod.
Hvert Skridt den bringer mere nær
dens Fred sig sænker i mit Bryst;
i Suset fra de gamle Trær
fornemmer jeg dens Røst.
Og staar deroppe jeg tilsidst,
og tager den mig helt i Favn,
da skænker den mit Hjerte vist
en Fred, en Stilhed uden Navn —
naar Jordens Prunk til sidste Flig
er svundet ganske mig af Syn,
og kun en stivnet Verdens Lig
naa’r ud i Himlens Bryn.
Jeg samler mine Minders Sum
og tømmer Livets Afskedskalk —
saa svinger Sjælen som en Falk
sig frigjort i det store Rum.
Højt over Dødens Ørkenland
med Kulde, Tomhed, Sne og Is
den spejder fjernt i Synets Rand
sin Længsels Paradis.