Paa Skrænten blandt vissent Løv fra i Fjor
skød der Primuler frem.
En grov jeg med Rod af den fugtige Jord
og bragte den hjem.
Jeg planted den, gav den i Vinduet Plads,
nær min Skrivebordsstol,
og sørged for, den fik Vand tilpas —
og rigelig Sol.
Men Vorherre maa vide, hvori det stak:
skønt den trivedes brav
og fik Blade i Massevis — Blomster, ak!
kom der slet ingen af. .
Der gives jo Vækster af egen Natur
til Friluft skabt,
hvis ædleste Evne trods Pleje og Kur
gaar i Fangenskab tabt.
Og en slig just havde — hvor drilsk i Hu! —
mig Skæbnen sendt.
Jeg ønsked ofte, den stod endnu
i Fred paa sin Skrænt. —
Der gik et Par Aar. Til Løn for min Røgt
skød den Blade fler.
Men det var saa Alt. Der blev aldrig søgt
efter Blomster mer. — —
Saa er det en Morgen i Januar
med Frost og Sne,
da kalder min Datter fra Vinduet: „Far!
kom herhen og se!”
O, Under! Af Plantens det golde Skød
i et bladsvøbt Gem
en Klynge af spæde Knopper brød
mod Lyset frem. —
En frejdig Flok af Forjættelser smaa,
af Foraarsbud,
parate, naar Solen kaldte, at slaa
deres Guldkraver ud.
Og dybt i min Sjæl, hvor jeg frygted længst
hver Evne død,
det var, som et sagte hvisket: „Ængst
dig ej!” der lød.
„Naar Timen slaar, vælder Kraften op
til Liv igen!”
— — Da bøjed jeg mig mod den spæde Knop
og kyssed’ den.