En dunkelløvet sørgende Viburne
sit hvide Blomster over Græsset strøer.
I Luften Somrens sidste Durklang døer
og smelter hen i Høstens Moll-Nocturne.
Hvor Valmuen i Purpur pranged før,
der bærer Stænglen nu et Frøgems Urne.
Men som Symbol for Livet, rigt og broget,
en Sommerfugl sig hviler let paa Laaget.
Langs Muren klistrer sønderflængt og blodig
den vilde Vin sin Purpursilhouet.
Men brandgult blomstrende et Rankenet
Nasturtien spænder over Plænen frodig.
En sildig Rose, falmet og sørgmodig,
sit Hoved dukker imod Jorden træt,
og mens et Solglimt den til Afsked kysser,
dens Blade, et for et, i Støvet drysser.
Der er endnu en Rest af Farveglæde,
men dæmpet som et Smil bag Taareslør —
en Toneklang, men bristende og skør,
som hvor man nynner, blot for ej at græde.
Det pusler sagte mellem Løvet — — hør!
En frygtet Gæst vil over Tærsklen træde.
Sollyset svandt. En døende Akkord.
Saa flagrer Sommerfuglen lydløst bort.