I.
Naa! kommer Du hjem fra Turen, Pus!
— Men ih! Du har grædt jo! — Hvordan?
Gik Vognen itu? — Naa, trøst Dig, min Ven
den sender vi bare til Snedkeren hen,
saa gør han den sagtens i Stand.
Men Dukken slap fra det? Gudskelov!
Og Du selv er jo hel og holden. —
Og nu skal Du høre, hvad her er hændt,
mens Du har været paa Volden.
Se, som jeg sidder og skriver Brev,
saa ringer det stærkt paa Døren.
Jeg lukker op, og hvem tror Du, det er —?
— Min Sandten! den gamle Søren!
— Du husker nok, Tante Grethes Karl
derude fra Præstegaarden. —
Han bringer en Kurv til Mo’r — Du véd,
hun har Fødselsdag jo i Morgen.
— Hvad der var i? — Ja, hvad tror Du, Stump?
Du gætter det vist allerede:
De dejligste Æbler, og ovenpaa dem —
to Ænder, tykke og fede!
Den ene især — Du kan aldrig tro,
hvad det var for en herlig And.
Du kan se dem ude i Køkkenet selv,
hvor Lise gør dem i Stand.
Den lille staar eftertænksom og tavs,
der er et Spørgsmaal, der trykker:
„Far! Hvorfor gør Lise dem dog i Stand?
— Var de da gaaet i Stykker?
II.
Hun sidder i Haven ved sit Bord
i Skyggen af Pæretræet
og ser i et illustreret Blad
Optrin fra Englands Hovedstad
under Victoria-Jubilæet.
Mellem jublende Skarer af Kvinder og Mænd
ruller Vogntoget langsomt og festligt hen,
mens naadigt smilende Majestæten
tager mod Folkets Hyldest og Pris,
og Blomsterbuketter i Tusindvis
regner ned i Kareten.
Den lille betragter den livlige Scene,
men undres, at Dronningen sidder ene
og ingen Gemal ved sin Side har.
„Var Dronning Victoria en Frøken, Far?”
— „Nej, Stump! den bedagede Majestæt
var Enke. Du ser hun er sørgeklædt."
Hun spekulerer en Stund.
„Men hvor kan
hun da sidde og smile hele Tiden
— saa lykkelig — naar hun har mistet sin Mand?”
„Jo, Pus! For han døde for længe siden."
„Har hun da glemt ham?"
„Vist ej! Men en Enke
kan da ikke bestandig gaa og tænke
paa ham, der er død. — Det gamle Skind
er jo fornøjet ved Folkets Hyldest." —
Den lille sidder med grublende Sind,
Forklaringen gør ikke rigtig Fyldest.
Men saa finder med Et hun det rette Spor.
„Nej, nu skal Du høre, Fa’r, hvad jeg tror!
Se, Blomsterbuketterne, som hun faar en
saadan forfærdelig Masse af,
— dem vil hun vist bære til Kirkegaarden,
derude hvor Manden har sin Grav.