Bygen brød løs, mens jeg strejfed om
i en gammeldags sydtysk By.
En aaben Klostergangs Buer
bød gæstfrit for Regnen Ly.
Og genlydvækkende skred min Fod
over Grave fra svunden Tid.
Paa Ligstensfliserne Skikkelser stod,
halvslettet af Fodtrins Slid.
Men i en Lysning, hvor Hvælvets Bryn
med blegede Fresker var spraglet,
et Billed fanged med Et mit Syn
og holdt mig til Pletten naglet.
Et Billed — dog ikke et af dem,
der dækkede Klostrets Mur,
men et af friskere Farve
og mere jordisk Natur.
Jeg saa’ ad en liden gitret Glug
til et Vindue hinsides Gyden.
Foran det blomstred en Nellikeflor,
som man hyppig ser det i Syden.
Men bagved, hvor Stuen aabned
sit skumrende Perspektiv,
en Pigeskikkelse lyste
i blændende Særkeliv. —
Et ungt fortryllende Væsen
saa pas ved de atten Aar.
Med Armene løftet hun ordned
for Spejlet sit mørke Haar.
De blodrøde Nelliker bøjed
sig ind ad den aabne Karm
Det var, som Kontrasten forhøjed
i Hvidhed Skulder og Arm.
Med Et brød Lyset igennem,
saa Gyden blev fyldt af dets Skin.
Et Solglimt smutted fra Karmen
i Pigens Armhuling ind.
Der sad det og gnistred og funkled
og kunde ej gøre sig fri —
som dybt i Liliens Bæger
en gylden surrende Bi.
Dets Glans betog mig hypnotisk
det fanged og bandt mit Blik.
En Strømning, varm og erotisk,
igennem Blodet mig gik.
Mer sindigt i Aaren det ruller
nu, end det dengang flød.
En Hals, en blændende Skulder
var nok til at faa det i Glød.
— — Hvor længe jeg vel har staaet
jeg kommer det ej i Hu.
Var Pigen tilsidst ej gaaet,
saa stod jeg der vist endnu.
I, Klostrets ærværdige Fresker!
Jeg glemte jer rent, tilgiv!
En Ungdomsdrøms Arabesker
sletted jer ud af mit Liv.