Det mørknes i Haven derude
under de bladløse Træer.
Dog fanger endnu min Rude
Solfaldets svindende Skær.
Det lysner i Vindueskarmen
paa Krokus, hvide og blaa.
Men inde i Stuevarmen
der falder nu Skumringen paa.
Og altsom Tusmørket tætnes
over mit lune Hjem,
vokser der, hvor det er dybest,
en straalende Ildblomst frem.
Fra Ovnen, der staar og buldrer
og sluger sin Føde hel,
lyser den hen over Gulvet
helt op ad Væg og Panel.
Der er en forunderlig Hygge
ved dette skælvende Lys.
Nuet træder i Skygge,
men Haab og Minder fornyes.
Hensunken tavs ved Klaveret
rører Du Tasterne let,
og Tonen stiger saa dæmpet
som Blomsternes Aandedræt.
Og henover Gulvtæppets Felter
danser det røde Skin,
mens Themaet sagtelig smelter
i Tusmørkestemningen ind.
Det svulmer i Pagt med Flammen,
det fjæler sig skælmsk og sky;
nu synker med Et det sammen,
nu blusser det op paa ny.
Alt det, som et Hjem kan gemme
af anelsesfuld Mystik,
faar, tykkes mig, Form og Stemme
i denne Mørkningsmusik.
Om Dagen ænses det næppe
for Travlhed af Mand og Viv. —
Nu drages det dølgende Tæppe
fra Hjemmets lønligste Liv.
Nu viger det plumpe og tunge,
som klæber ved Hverdagens Id —
vi er atter de frejdige Unge
fra Samlivets første Tid.
Vi staar under blomstrende Grenes
hvide, duftende Dryss,
og vore Læber forenes
i Elskovs fyrige Kys — —
Som født af Sommernatsdampe
en Elverlegs Eventyr —
saa saare jeg tænder min Lampe
det daarende Blændværk flyr.
Dog dvæler dets Guldskær længe
langs Hverdagstankernes Sti;
dog bæver i Sjælens Strenge
en Genklangs Mollharmoni.