Jeg staar i sene Midnatsstund
ved Vindvet i mit Kammer.
I Sølv paa Himlens sortblaa Grund
hvert Stjernebilled flammer.
Med Natteluften let og sval
jeg fylder mine Lunger.
Hvor tyst! Fra Stadens Kathedral
Tolvslagets Basklang runger.
Hist løfter den sig, mørk og stor,
med Spir og slanke Tinder.
Fra Buevindvet i dens Chor
et dæmpet Lys der skinner.
Der hænger Lampen, i hvis Skaal
ej Olien maa tørre;
— som brænder, indtil Tidens Maal
ombyttes med et større;
som ænser ej, om Natten led,
og ikke Dagens Komme;
først naar det gryer ad Evighed,
da veed den Natten omme.
Det store Kirkerum er tomt,
dens Skær kan Ingen skue;
dog lyser lige klart og fromt
den under Chorets Bue —
— ej for den Hob, hvem Viraks-Os
og tændte Kærter blænder —
for Gud kun som den sande Tros
Sindbillede den brænder.
Den er Symbolet paa den Bøn,
— den inderlige, rene —
som ej for Verden, men i Løn
for Herren stiger ene;
Symbolet paa det fromme Sind,
som, skjønt til Døgnet bundet,
dog ser mod Evighedens Tind
og der sit Maal har fundet;
Symbolet paa en Trofasthed
i Livets Kald og Pligter,
der, selv hvor den sig uset veed,
ej slappes eller svigter.
— Og som jeg staar i Natten her,
hvor — fjernt fra Hjemmets Grænser —
ej Nogen dømme kan min Færd
og ej min Vandel ænser —
og lader Tanken højt mod Nord
til Dig, Du Elskte, stige,
Du, som saa fuldt og fast mig troer
og selv mig ej vil svige, —
Da føder Lampens milde Skin
fra Kathedralens Mørke
en Bøn i Dybet af mit Sind
om Troskab og om Styrke.