Vær hilset i din Foraarspragt
Du unge Dag i Maj,
som gloriesmykket drager frem
ad blomsterstroet Vej.
— I Krattet er et ensomt Sted,
en Lysning nær dets Rand
med Udsigt over Aas og Vang
ud til den blanke Strand.
Langs Mosen mod den fjerne Skov
sig bugter Stiens Baand;
der stod en tidlig Morgenstund
to Unge, Haand i Haand.
De aandede i dybe Drag
den rene Foraarsluft:
det var dem, som om Alt var fyldt
med Solskin, Sang og Duft.
Henover Skovens Bølgebræm
et Sølverslør der laa,
med Blomstersne stod Tjørnen dækt,
og Søen var saa blaa, —
og Bøgens nys udsprungne Løv
saa silkeblødt og grønt —
Det var, som havde aldrig før
de Noget set saa kjønt;
som havde Vaaren ej tillorn
en saadan Fylde haft;
som svulmede Naturens Bryst
i ukjendt Ungdomskraft.
Hvad var der sket? Der havde lydt
et saarte hvisket Ord;
— Da var det dem med Et, som stod
de for en nyskabt Jord.
— Jeg mindes vel det Sted i Skov,
dertil den Dag i Maj.
Der slutted To for Livet Pagt,
— de To var Du og jeg.