Naar Svalerne drage mod Syden
og Sommeren ganger paa Hæld,
da ligger der mellem os salten Sø,
dertil det stejle Fjeld.
Ligger der mellem os salten Hav,
dertil de Bjærge blaa —
hjemad dog stunder min Længsel
og al min Hjertens Attraa.
Hjemad dog søger min Længsel,
den under sig ingen Hvil,
flyver som Svalen et eneste Døgn
de mange hundred Mil.
— Hil sidde I, skjønne Jomfru!
I stirrer i Kvælden ud.
Fra Vælskland kommer en liden Fugl,
vil bringe jer Hilsen og Bud.
Den fløj herhid over Bjærg og Sø,
den Vejen tyktes saa kort.
Jeg beder jer, skjønne Jomfru,
I jage den ikke bort.
I tage den paa Eders hvide Haand
og stryge dens fattige Fjeder.
Alt fra en Ven udi fjerne Land
den bringer Hilsen til Eder.
Færdes han end ved Sydens Kyst
og udi fremmede Stæder,
han glemmer dog ej den Hjemmets Strand,
hvor I, skjøn Jomfru, træder.
Lytter han og til fremmed Tale,
fast end den er kælen og sød —
helst han dog mindes sin Moders Maal,
som fra Eders Læbe det lød.
Thi beder jeg Eder, skjøn Jomfru,
den fattige Fugl I ej vrage!
I mindes ved Kvæld Eders fjerne Ven
og skikke ham Hilsen tilbage!