Jeg stod i Skovens Yderkant, paa Kammen
af Bakkeaasen, der fra Vest til Nord
i mægtig Bue spænder sig som Rammen
om Dalens Kjedel og den smalle Fjord.
Langt ude saas en blodig Stribe, hvor
den korte Vinterdag sit Liv forblødte;
men Maanens Baad, som længst fra Bredden stødte,
gled frem paa Østens Himmel, blank og stor.
Mit Øje strejfed Brinkens bratte Skred,
hvor mellem Lyng og Buske, stejl og knudret,
en Sti sig bugtede mod Byen ned,
der, af det lette Snelag overpudret,
laa spredt i Dalen tæt til Fjordens Bred.
Der steg et dæmpet Surr af mange Lyde,
som fra en Kube paa en Foraarsdag,
fra Bunden af den dunstopfyldte Gryde;
thi Hverdagslivets rastløst travle Jag,
der plumrer Luften, pletter Sneens Skjærhed.
forstærkedes ved Festens stille Nærhed.
Jeg vendte mig og skued ind i Landet:
Et mægtigt Øde uden Vej og Sti
laa for mit Blik, af fjerne Skove randet.
Jeg nød de rene Liniers Harmoni
og denne Ro, med ingen Mislyd blandet,
som alle gode Tanker fødes i.
Med Afglans af en højere Natur
den store Stilheds Billed synligt gled
hen over Vidderne paa lydløst Fjed
op imod Aasens mørke Grænsemur
og stod der lyttende med løftet Finger,
som vented den det kaldende Signal
for over Byen i den trange Dal
at sænke sig paa sine brede Vinger.
Og Tegnet lyder. Juleklokken ringer,
og Glædesbudet om den store Helg
med myndig Klang af Malmets aabne Svælg
fra Dalens Bund sig over Egnen svinger.
Den stærke Røst hver anden Lyd betvinger;
til Sabbathvilens Fred den Jorden vier.
Og da den stærke Durklangs Harmonier
dør hen i Bedeslagets Molakkord,
er Livets Tummel rykket længer bort,
indtil den ganske stilner hen og tier.
Og se! Nu mylrer der ad alle Stier
festklædte Skarer op mod Kirkens Dør.
Et Lyshav bryder Kveldens Skumringsslør,
og Øret fanger kjendte Melodier.
Jeg følger! Thi hvert skyldfrit Barndomsminde
i disse Toner bringer Hjertet Bud.
Dog, før jeg vandrer bort for dennesinde,
et Blik jeg kaster over Egnen ud.
Og se — da brister for mit Syn en Hinde,
og brat min Tanke fatter — lig en Gud —
den Løndom, som Naturen slutter inde.
Var det en himmelsk Haand, der strøg mit Bryn
og vifted Taagen bort, som Øjet hilded?
— et hastigt Glimt af Aandens stærke Lyn,
der samled alt det Spredte i et Syn
og viste mig forklaret Egnens Billed?
Det være, hvad det vil!
Jeg saa’ en Kvinde,
omkring hvis Hoved Maanelyset flød,
— halv tyktes hun mig jordisk, halv Gudinde —
en fager Pusling sov i hendes Skjød.
Og venlig skjærmende den stille Gruppe
stod Vinteren, en sølverhaaret Gubbe
med Smil paa Læben, rolig og tilfreds,
hensunken som i andagtsfuld Beskuen.
Men trindtom fyldtes hele Himmelbuen
af Englehoveder i Stjernerids.