Kong Fredrik er gangen til Hvile;
— i Roskilde har de hans Kiste sat
og da han lukked sit Øje paa Jord,
sagde hun Lykken Godnat.
Kong Christian er hende arg og gram,
— aldrig hun saa’ noget godt fra ham,
han haver sin Moder i Minde.
Den Viv, som voldte Lovises Ve,
skal jages af Gaard som Fjende.
Fædrenes Arv og Eje,
Clausholm i de jydske Skoves Skjul,
er vorden det ensomme Enkebur,
hvor de satte den kongelig Fugl.
— Sært, som de sig ved Hove teer,
ingen danser, og ingen ler,
— ingen Komedier og Fester.
Stramme Miner, andægtige Blik
og pietistiske Præster.
Hvor blev de livsglade Tider
— sank de i Jorden brat?
Alle de Blomster, det lyse Løv
fik Frost i en eneste Nat,
Og som den svundne Herligheds Rest,
glemt i sin Krog af den hærjende Blæst,
sidder en ensom Kvinde;
falmet lig Sommerens Rose i Høst,
— selv snart et svundet Minde.