Maanedsroser smaa! Jeg siger
Eder Tak, I pæne Piger,
at med Smil I mig beære —
men — mit Hjerte er saa haadt:
I er lidt for ordinære
og jer Blomstringstid saa kort.
Skjønne Rose fra Provence!
Som dit Fødelands Romance
er Du nobel, fin og fager
og ombølget af en Duft,
der beruser og betager,
sød og stærk som Foraarsluft.
La negresse! Din grandiose
blodig-dunkle Purpurrose,
natlig glødende, junonisk —
gjør af Lidenskab mig vild;
thi Du frister mig dæmonisk
med dit mørke Øjes Ild.
Priset være Du, der trøster
som en barmhjertig Søster,
favre Maidblush, blege Nonne,
blide Blomst paa Haabets Grav!
Mildt Du dulmer med din Aande
hver en Smerte, Livet gav.
Dronning i den hele Skare,
gyldne, yppige Gloire!
Allerdejligst Du mig tykkes,
fornemt bleg, med dæmpet Glød;
thi jeg fandt min Drøms, min Lykkes
Løndom i Dit Rosenskjød!