Nu er Kvelden lys og lun,
Luften fuld af lette Dun,
Bøgen silkebræmmet.
Over Sø og Bakkekam
Gjæster smaa i Fjederham,
Stær og Svale, Drossel brun,
stævner nu mod Hjemmet.
Ak, hvor Vinteren var lang —
kun i Ny og Næ en Gang
mødtes vi, Du søde.
Koldt det var med Sne fra Sky,
— nu har Skoven Skjærm og Ly,
og fra Dybet Gjøgens Sang
lokker os til Møde.
— List, naar Mørket falder paa,
ned hvor Klingstrup Mølleaa
sig bag Skoven kløfter.
Der af Sten er lagt en Bro,
— ja, den er for smal til to —
men fra Bred til Bred, Du Smaa,
let min Arm Dig løfter.
Frem i Skoven gaar vor Vej
ad en Sti, hvis Løndom ej
jeg for andre røber.
Gjennem trange Kløfter dybt,
halvvejs skjult i Krattets Krypt,
som en Bæk i vilter Leg
ud og ind den løber.
Frem af mørke Bakkers Tragt
blank som Sølv i Bjergets Schakt
Søen mod os blinker,
og fra Breddens Skyggebræm
dukker Baaden lydløst frem,
glider med sin Elskovsfragt
ud, hvor Dybet vinker.