Kjære, har Du Lyst, saa følg med! Lad os strøjfe
Skoven igjennem fra Vest og til Øst,
smykkede som den med Convaller ved Bryst
og med Majløv i Hatten som Sløjfe;
Lege Tagfat
gjennem Eng og Krat;
søge i Skyggen et flygtigt Leje,
strække os paa Mosset som Hjort med sin Hind,
smutte saa paa ny i Skovdybet ind
ad de vildsomste Stier og Veje.
Luften er lun. Gjennem Løvtagets Rifter
Øjet fanger Smaaglimt af Vaarhimlens Blaa.
Solen titter ind mellem Stammerne paa skraa
og Vinden i Sivskoven vifter.
Skovdybets Fred
omhegner vort Fjed.
Øverst der oppe hvor Grenene krydses,
kiger en Skovdue nysgjerrig ned,
kurrer og lægger sit Hoved paa Sned:
»Det er svært, som de Mennesker kysses!«
Træd lidt forsigtig, tag vare paa Foden,
her hvor frem af Bunden det mylrer og gror.
Alt er saa nyt og dog kjendt fra i Fjor,
— i Naturen skifter ej Moden.
Skovbækken selv
saa kaad som en Elv
tumler afsted, som i Vaaren den plejer.
Saftige Urter betegne dens Vej:
Iris, Ranunkler, Forglemmigej
og skinnende gule Kabbelejer.
Bladløs og mørk mellem Bøgenes Kuplei
Egen rager frem som en barsk Filosof.
Ensom ved Foraarets prangende Hof
som en Hamlet alvorlig den grubler.
Tungsindets Gru
fylder dens Hu,
Vinterens Dødspust dens Livsglæde kuer.
Birken, der bly som Ofelia staar,
silkeklædt og rank, med udslaget Haar,
vemodig fra Siden den beskuer.
Se her et Glimt af en Æventyrverden:
Skovmosens sivgroede, sorte Morads.
Tro Du mig, her er en ypperlig Plads
for Naturaanders natlige Færden.
Maanen ved Kveld
over Esp og El
lyser saa gusten, mens Taagerne stigel.
Græshoppen stemmer sin Fedel til Hvin,
og over Sumpen i bølgende Lin
hendanse de Elverpiger.
Stunden er nær. Alt skumrer jo Skoven,
tegner sig mod Himlen med ildfarvet Bræm.
Dagens lyse Gud kjører hirspandet hjem,
og Flammer slaa frem under Hoven.
Sikrest da, snart
at ende vor Fart;
sindig langs Skovbrynet vandre vi fremad.
Hist skimter Stranden jeg; der skal vi ned
Langsomt vi følge den tangklædte Bred,
mens Stjernerne lyse os hjemad.