Dit Smil er som en Foraarsbæk,
der blinker frem og smutter væk
bag Løv og Anemoner.
Det spejler Glansen af Dit Blik
og brister i en sød Musik
af klare Lattertoner.
Din Læbe er et Elskovsdigt,
saa fint i Form, saa stemningsrigt,
som ingen Skjald det mægter.
Snart sitrer Vemod i dens Træk,
snart er den skjælmsk, snart trodsig-kjæk,
naar den et Kys mig nægter.
Dit Øje er et Jomfrubur;
to Søstre, modsat af Natur,
der skiftevis har hjemme:
den ene stille, from og god,
den anden af Zigøjnerblod
og vanskelig at tæmme.
Dit Væsen er en Trylleskov,
hvori en fager Kvinde sov,
til Kysset hende vakte.
Nu mylrer, som bag Krat og Siv
en Tankeflor, et Skjønhedsliv,
som selv Du knap kan magte.
Og jeg, hvem Du i Kjærlighed
har ofret denne Herlighed,
— jeg studse maa og lytte.
Jeg sèr en Verden blive til,
hvis unge Liv jeg elske vil
og andagtsfuld beskytte.