Stum sidder i de stjerneklare Nætter
Vinterens Genius i sin hvide Pryd.
Da lytter hun. — Der klinger hid fra Syd
en Larm af Klokkespil og Castagnetter.
Brat kaster hun sin Kaabe, Hjelm og Spyd
og staar i Florgevandt med Pailletter,
paa Hovedet hun Bjældehuen sætter
og danser frem til Tamburinens Lyd.
Og flux der myldrer op i hendes Spor,
i broget Flitter og med kaade Lader
en munter Sværm fra Stræder og fra Gader,
— et Dionysostog i høje Nord
med rasende Satyrer og Mænader.
Og Vintren fører selv det vilde Chor.