Dagens sidste Guldax segne,
mejede af Maanens Le.
Havets Linier, Jordens Egne
i en graalig Dunst forsvinder.
Hen paa Nattens sortblaa Tinder
funkler evig Stjernesne.
Langs det mørke Højfjelds Sider,
svøbt i blaalig Fjernheds Dis,
Stjerneskuds-Laviner glider.
Og i aldrig maalte Slugter
Mælkevejens Strøm sig bugter,
glinsende som Gletscher-Is.
Tunge Skylag frem sig løfter,
lig et sagnfyldt Klippeland,
skovbeklædt, med dybe Kløfter.
Langs de fjerne Aasers Blaanen
drager Fosforlys fra Maanen
Striber som af sølvblankt Vand.
Og om denne stolte Vildhed,
der er Tanken selv for stor,
ruger der en hellig Stilhed
— som ved Nærhed af en Skaber —
hvori Jordens Larm sig taber
lig et sagte hvisket Ord.
O, jeg elsker dette høje
gaadefulde Bjerglands Ro.
Tit i Kveld mit trætte Øje
hvilte dèr med henrykt Dvælen,
mens i Ætherbadet Sjælen
hented Karskhed, Haab og Tro.