Høstens vildt larmende Orgie fejres blandt Skovdybets Stammer.
Der, hvor i hellig Ensomhed Aanden sit Udspring fornemmer,
frækt Barbal en i Purpur og Guld paa Højsædet brammer.
Se! Da stivner en Isnen hans Blik og en Skælven hans Lemmer.
Henover Væggenes Bronzegrund en Lueskrift flammer
fra den usynliges mægtige Haand, han som Skæbnen bestemmer.
Barsk i den dødsstille Hal sig rejser som Gaadens Fortolker
Nordens vældige Vind, Dommens den store Profet:
»Vejet er Du, men funden for let. Og Dit Rige og Folk er
givet i Vinterens Haand. Gud har det splittet og spredt!«