Vi sad paa Palatinerhøjens Skrænt
imellem Kejserborgens sjunkne Mure,
i Skyggen af et Figentræ, hvis Rod
var voxet ned i Stenens trange Fure,
mens Kronen med sin dybtindskaarne Bræm
skød sig foroven som et Tagskæg frem
og, buet til en Hvælving grøn og sval,
aabned os Udsigt fra sin Løvportal
til Forum med dets Søjler og Ruiner,
til Colossæum og til Capitol
og til de fjerne sølvblaa Appenniner
— Alt overrislet af den gyldne Sol.
Paa Skrænten ved min Side tog han Sæde,
og læned mod den gamle Mur sin Ryg.
Men — følte end jeg ved hans Nærhed Glæde —
i Dag var Glæden dog ej ganske tryg.
Thi Moder havde sendt mig ud i Staden
at gjøre Indkjøb til vor Middagsmad;
men — hvordan det nu gik og ikke gik —
da jeg kom ud af Bagerens-Butik,
saa mødte jeg ham pludselig paa Gaden,
og siden efter var vi fulgtes ad.
Jeg bar min Kurv og han sin Farvekasse;
han vilde ud ad Forum til og male —
Saa bad han mig at følge sig paa Vej
blot et Par Skridt. Jeg lod mig overtale
og sad nu her. Men rolig var jeg ej. —
Dog, da han saa begyndte at fortælle,
imens han pegede snart hid, snart did,
og alt imens jeg lytted til hans Stemme,
og Syn og Tanke ivrig fulgte med,
— da gik min Uro hurtig mig i Glemme,
ja for en Stund jeg glemte Tid og Sted.
Han strakte Haanden over Forum ud,
han talte og beskrev, og for mit Øje
fremsteg de svundne Tider paa hans Bud.
De slanke Søjler skød af Marmorroden,
og skønne Templer rejste sig ved Foden
af Capitolium, hvis Fæstningskrone
stod tung og mørk mod Himlens dybtblaa Tone.
I flygtigt Rids steg frem hin Manlius,
der stilled sig mod Gallerskaren ene
og ved Tarpejas Klippe fandt sin Død.
Saa vexled Billedet, som Ordet bød,
og der blev Liv paa Forums store Scene.
En Folkebølge — Mænd af solbrun Lød,
den hvide Toga slynget over Skulder —
sig brusende mod Rostras Skranke brød.
Jeg saa en Baare, dækket af et Tæppe,
hvorunder tegned sig et Legems Form.
En Mand for Skranken traadte frem og talte —
Hans Tale gik, fra Vindstød til en Storm,
med sælsom Virkning over Folkehavet,
først tegnende sit Spor i stille Krusen,
saa løftende det til en Brændings Brusen,
indtil han rev fra Baaren Tæppet væk,
og Cæsarliget med de kjendte Træk
laa højt og synligt for de mange Tusend.
Da brølte Hoben som en saaret Tyr,
fra alle Søjlehaller gjalded Skriget,
og Arme løftedes og Dolke blinked.
Men Morderskaren fjælte sig og flyede —
Antonius stod stolt ved Cæsarliget.
— — Og Synet skifted. Forum laa som før,
men frem af Palatinerhøjens Grus
skød Kejserborgen selv, det gyldne Hus,
en Stad for sig med Haver og Paladser.
Skraas overfor, hvor Springvandsstraalen spilled,
som Solgud knejste Neros Broncebilled
mod Colossæums tunge Bygningsmasser.
Paa Forum var der tavst; forventningsspændt
en talløs Skare trykked tæt sig sammen.
Trindt om, fra fyldte Tage og Balkoner,
lyste de hvide Togaer mod Himlen,
og alle Blikke imod Syd var vendt.
Da løb med Et en Mumlen gjennem Stimlen,
i Luften smælded stærke Tubaskrald,
besvaret fra hver Mur og Tempelhal,
og et Triumftog svinged ind paa Pladsen.
Det bugtede sig kongeligt og stort
med festlig Højhed frem i Folkemassen
og gled igennem Titusbuens Port.
Først tunge Vogne, fyldt med rige Skatte
fra Orientens aldrig tømte Bord —
saa Elefanter, tamme Tigerkatte
og bundne Konger tæt i deres Spor —
Højt paa sin Biga, stolt i Hærens Spidse
Feltherren selv med laurbærkronet Isse —
og bag ham, kranset af en Blomsterflor,
med Sang og Bulder og Trompetfanfarer
de kække Legioners tætte Skarer.
Hjélmkamme funkled i den gyldne Sol,
sølvblanke Ørne løftedes mod Himlen,
Spydsodder kasted Gnister over Vrimlen,
og Jubelraab lød højt fra hver en Kant,
mens Toget langsomt brød sig Vej i Stimlen
og broget op ad Skraaningen sig vandt,
at bringe Offeret paa Capitol. — —
Jeg stod og stirrede som tryllebunden,
— da reves fra mit Øje Drømmens Slør,
som ved et Pust var alting brat forsvunden,
de stolte Templer sunkne ned i Grunden,
og Marmorsøjler, knækkede som Rør,
laa, som de pleje, strøede over Bunden.
Jeg saa mig om, endnu en Smule ør —
Min Ven fra Norden var hørt op at tale;
han sad og søgte i sin Farvekasse
og ordned sine Pensler for at male.
Da husked jeg med Et paa Tid og Sted
og paa min Mo’r, som sad og vented hjemme.
Jeg vifted Fantasiens Taage bort,
fik fat min Kurv, tog Afsked ganske kort
og sprang afsted for Tiden ej at spilde.
— Men Moder skændte, for jeg kom saa silde.